Corona har spærret for genforeningsturene

100-året for genforeningen af Sønderjylland med resten af Danmark skulle have være fejret massivt i DVL og i særdeleshed af DVL Sønderjylland. Men coronavirussen har også her sat en bom på tværs.

Krigergrav på Arnkilsøre. Foto Peter Steg

Krigergrav på Arnkilsøre. Foto Peter Steg

Kun et begrænset antal af genforenings-vandreture i det gamle grænseland nåede at blive gennemført.

”Der Kaiser in Hadersleben” var første tur i genforeningens spor, hvor 50 personer trodsede regn og blæst for at opleve det gamle Haderslev den 8. marts. Men få dage senere lukkede Danmark ned, og dermed blev alle de forberedelser, de engagerede turledere havde sat i værk, forgæves.

Vandretræffet i Kristi himmelfartsferien langs den gamle grænse med afslutning på Skamlingsbanken måtte aflyses. Her stod afdelingerne fra Esbjerg, Kolding og Sønderjylland ellers sammen om planlægningen.

I prøjsernes fodspor

Men på en aftentur den 18. juni var vi tilbage på sporet og fulgte i hælene på prøjserne anno 1864, hvor de satte over Alssund til Arnkil på Als.

Og den 10. august på turen Kær, Arnkilskov, Arnkilmaj – Arnkil på Als er der udsigt til mere historie, når vi besøger Kær-halvøen, hvor de prøjsiske tropper blev landsat den 29. juni 1864, kl. to om natten, og tog den danske hær på sengen.

Genforeningsvandring langs den gamle grænse ved Kongeåen – en vandreferie den 9.-12. juli har 2 ledige pladser. Her fejrer vi 100-året for Sønderjyllands genforening med Danmark med fire dages vandring langs den gamle kongeågrænse med udsigt til både deserteringer og smugleri over grænsen. I Ribe er der rundtur i den gamle by, imens de heldige også skal besøge Genforenings- og grænsemuseet på Frederikshøj ved Christiansfeld, hvor Christian X red forbi og markerede genforeningen den 10. juli 1920.

Mindesten på Damager Kirkegård. Nok tre brødre, som faldt for Tyskland i 1. verdenskrig. Foto Erling Sørensen
Mindesten på Damager Kirkegård. Nok tre brødre, som faldt for Tyskland i 1. verdenskrig. Foto Erling Sørensen

Historien om igen

Giver ovenstående lyst til mere viden, eller sad du og kiggede lidt for meget ud ad vinduet i historietimerne, hjælper Jan Svanevik dig til at forstå genforeningen på fem minutter på dvl.dk/soenderjylland.

Her kan du læse om at være et forbillede for fredelig sameksistens mellem flertalsbefolkninger og mindretal. Men inden vi nåede så vidt, måtte sønderjyderne se sproget i skolerne afløst af det tyske, mens de skulle finde alternative måder at fastholde deres danske kultur på.

Det er også en historie om de mange liv, der blev ofret for en sag, de ikke anerkendte. Da grænsen blev etableret helt oppe ved Kongeåen, syd for Ribe i vest og Christiansfeld i øst tilbage i 1864, blev danskere tvunget i kamp for Tyskland under 1. verdenskrig.

Efter at grænsen blev flyttet til sin nuværende placering, måtte unge mennesker fra det danske mindretal i Tyskland ligeledes kæmpe og dø på tysk side under 2. verdenskrig.

Har du 5 minutter mere, kan du få den fine og grumme historie, der understreger, hvorfor det er væsentligt at fejre genforeningen – ikke blot i Sønderjylland – på dvl.dk/soenderjylland.