Derfor er søndag særlig god til en vandretur
Vi vandrer, når vi har tid og når vi har mulighed for at samles. Derfor er vi ofte på tur i weekenden. Men har du tænkt over, at søndagen også er en god vandredag, fordi den ugentlige helligdag skaber en særlig atmosfære til turen?
Af Carsten G. Johansen
En af litteraturens mange vandringsmænd, forfatteren til Skatteøen R. L. Stevenson, skrev i 1878 en af historiens første ’outdoorbøger’ Vandringer med et Æsel i Cevennerne. På en søndag bemærker han:
Synet af det hvilende land gør vandrerens ånd godt. Der er noget bedre end musik i den vidtstrakte, usædvanlige stilhed; og det fremmer de elskværdige tanker i en vandrer, ligesom lyden af den lille flod eller solskinnets varme.
Mon ikke mange stadig genkender glæden ved en søndagsvandring? På Stevensons tid bestod den store forskel i, at landarbejderne holdt fri, når han passerede vinmarker og andre dyrkede områder. I vor tid er det ofte en reduceret vejtrafik, der kan opfattes som en luksus.
Sæt pris på rolige omgivelser
Nogle af os er gamle nok til at have oplevet de bilfrie søndage. Undertegnede har et barndomsminde om at gå på besøg hos min mormor på sådan en søndag. En veritabel folkevandring på de normalt så trafikerede indfaldsveje til Århus. Jeg var 5 år, men har aldrig glemt asfaltudflugten, så et vist indtryk har det da gjort.
I dag er det næsten utænkeligt, at vejene skulle være helt bilfrie – selv på en søndag. Men mindre kan gøre det, når blot man er opmærksom.
Vandringer i åbent land vil typisk være uden landbrugsarbejdere også i dag, og de fleste ture i bynært område vil være præget af en mere afdæmpet vejtrafik. Det handler bare om, at man så også har sanserne åbne til at fornemme og værdsætte, at omgivelserne er mere rolige end normalt.
Hyggesludder og elskværdige tanker
På en søndag kan du gå en tur alene, du kan gå med hunden, gå i kirke eller gå på besøg.
Men hos Dansk Vandrelaug går vi først og fremmest sammen.
Vi betragter omgivelserne sammen, vi holder tempoet sammen – og vi taler sammen. Mens blodet pumper, og man næsten ikke mærker sit åndedræt, skridter vi fremad og nyder søndagsturen i de mere afdæmpede fridagsomgivelser, hvor sanserne er mere åbne til at høre fuglene, lugte havet eller betragte vintergækkerne eller påskeliljernes fremspiring.
Samtidig sludrer vi hyggeligt om ferieplaner, børnebørn og vellykkede middagsselskaber. Måske også lidt om corona, selvom vi er ved at være trætte af det emne.
Måske får vi også nogle af de elskværdige tanker, som Stevenson værdsætter på en søndagsvandring.
Har du planlagt, hvor du skal vandre på søndag?