DVL-ekspert udgiver bog om vandring på De Kanariske Øer

I Dansk Vandrelaug har vi mange eksperter i vandring og vandreferier. Formanden for Københavns Afdeling, Lis Nielsen, er en af de ypperste, og nu deler hun sit indgående kendskab til De Kanariske Øer.

Der venter store oplevelser på De Kanariske Øer. Foto Lis Nielsen

Der venter store oplevelser på De Kanariske Øer. Foto Lis Nielsen

’Vandring på De Kanariske Øer – Fantastiske vandreoplevelser i unikke landskaber’ bugner af inspiration og gode råd til, hvordan man kan organisere en vandreferie på en eller flere af øerne.

Hvis du er medlem af Dansk Vandrelaug, kan du købe denne bog til en reduceret pris – se hvordan under dine rabatfordele som medlem.

– Vulkaner, månelandskaber, grønne fyrreskove, historiske udgravninger og kulturelle seværdigheder. De Kanariske Øer er meget andet end sol- og strandferie, og som vandredestination byder de 7 forskellige hovedøer på et væld af spændende oplevelser.

Bogen henvender sig både til nybegyndere og mere erfarne vandrere med forslag til mindst en uges vandring på hver af øerne, hvor Lis anbefaler, at vi går andre veje end de traditionelle på Gran Canaria og Tenerife.

Forfatter med tæft

Lis Nielsen har stået i spidsen for samarbejdet blandt de europæiske vandrere i ”European Ramblers Association” i 15 år. Hun har et solidt kendskab til vandring overalt i Europa, hvor hun besøgt lokale vandrere og lært nye vandredestinationer at kende. Senest har hun været med til at udvikle en europæisk standard for kvalitetsvandreveje, der i disse år spredes overalt i Europa og i Danmark kendes fra Gendarmstien.

Bogen ’Vandring på De Kanariske Øer – Fantastiske vandreoplevelser i unikke landskaber’ udgives af Muusmann Forlag.