Fællesskaber får dig til at leve længere – og bedre 

Tætte relationer og fællesskaber er afgørende for, om vi har det godt. Vi har brug for at opleve, at vi er en del af noget. Men det er ikke nok at have mange venner på Facebook. En tæt relation kræver tid og investering. 

På DVL-tur mellem Glumsø og Bavelse. Foto Jens Arrent

På DVL-tur mellem Glumsø og Bavelse. Foto Jens Arrent

Af Mette Thingstrup, psykolog – mettethingstrup.dk

Vidste du, at social integration slår kendte faktorer som frisk luft og motion, når det gælder indvirkning på levetid? Studier viser, at tætte relationer og det at indgå i et fællesskab har stor betydning for vores mentale sundhed.  

Men det er ikke nok at have mange kontakter på sociale medier eller at omgås et hav af mennesker i sin hverdag. Vi har brug for at opleve, at vi er en del af noget. Og at vores tilstedeværelse og handlinger betyder noget – for nogen.  

Faktisk viser studier også, at den enkeltstående og mest afgørende faktor for, om vi mennesker lever et langt liv, er social integration. At vi føler os som en del af en sammenhængende gruppe og er integreret med mennesker omkring os – både de nære og dem, vi møder i løbet af dagen.  

Men mens vi i Danmark i høj grad har anerkendt betydningen af daglig motion og sund kost som afgørende for vores fysiske velvære, er behovet for fællesskaber og at høre til, mindre kendte faktorer for den enkeltes trivsel og levetid.  

Og de seneste statistikker viser, at danskerne, særligt de unge, er mere ensomme, stressede og depressive end nogensinde før. Har vi glemt værdien af det stærke fællesskab?  

Hvorfor har vi brug for at være en del af et fællesskab?