Gendarmstien – Fuldtegnet

Vi vandrer ad den smukke gendarmsti hele vejen fra Hørup hav til Padborg. Vi har fast base på Hotel Sønderborg Kaserne og har transport med egen bus. På hver dagsetape får vi fortællinger om områdets spændende kulturhistorie. Vi får også indblik i fjordlandskabets dannelse, flora og fauna og oplever alle de smukke udsigter langs Flensborg Fjord og de store bakkede landskaber.

Gendarmstien

Vores base på hele turen er Hotel Sønderborg Kaserne, hvor hotellet er en del af den gamle kaserne, som blev nedlagt i 2014 og i 2019 gennemgik en stor renovering. Værelserne, som har alle udsigt over Alssund, er store og rummelige. Kasernen er oprindelig en tysk kaserne fra tiden 1864-1920, og den blev efter 1.verdenskrig og Genforeningen brugt til invalideskole for sårede sønderjyske soldater fra 1. verdenskrig.

Vi spiser morgenmad på hotellet hver dag og frokostforplejningen medbringes også fra Sønderborg. Sønderborg by med Sønderborg Slot bliver der god tid til at udforske, når vi hver dag vender tilbage efter dagens etape. Vi spiser hver dag aftensmad/middag i samlet flok på nogle af byens restauranter.

Mandag d.22/8: Vi begynder turen allerede mandag, hvor man ankommer til hotellet fra kl 12. Vi starter vores vandring kl.13.30, hvor vi går gennem det sydøstlige Sønderborg og ud langs kysten med udsigt over Sønderborg bugt og Broagerland. Helt ude i horisonten kan vi på klare dage se Tyskland. Vi fortsætter i Sønderskoven, hvor stien følger stejle lerklinter med gamle løvtræer helt ud til kanten. Efter skoven går det ud i det åbne landskab frem mod Høruphav, som er dagens endemål. Vi bliver hentet af vores bus og kørt tilbage til hotellet, og har på denne første etape gået 12 km. 

Tirsdag d.23/8: Afgang kl.9 fra kasernen og vi vandrer nu mest mod vest. Først gennem byen og forbi de historiske anlæg på Dybbøl og senere sydover langs Vemming Bund og videre ud langs vandet til Broager lands sydligste punkt, Kragesand hvor bussen venter kl 17. Turens længste etape på 24 km.

Onsdag d.24/8: I dag begynder turen i Kragesand, hvor bussen har kørt os til efter morgenmaden. Vi vil møde mange minder fra teglværkernes storhedstid her på Broagerland, men også se det smukke landskab med klinter og smukke bøgeskove. Landet har været ideelt for bosætning lige fra stenalderen, så vi vil se mange oldtidsminder på denne etape. Vi slutter ved marinen i den østlige del af Egernsund ved Marina Minde og har gået 15 km.

Torsdag d.25/8: Vi begynder ved gårsdagens slutsted og krydser kort efter Broen ved Egernsund. Nu går det sydvest på langs den flotte Flensborg fjord og ved Sønderhav ser vi ud mod Okseøerne, hvor sagnet siger at Margrethe l døde i 1412. Vi kommer også igennem den meget kuperede Kystskov ved Kollund, hvor vi bliver afhentet ved Kollund mole efter 15 km.

Fredag d.25/8: Atter engang af sted med bussen tilbage til Kollund mole, hvorefter vi går de sidste 10 km af denne smukke kvalitetsvandrevej til Padborg. Vi vandrer i det karakteristiske østjyske morænelandskab med flotte, kraftige stigninger og fantastiske udsigter, og vi møder grænsesten og grænsen mod Tyskland. Vores slut destination er Padborg, hvor vi allerede samles op af vores bus kl.13. Den kører os retur til vores hotel, hvor turen slutter.

De praktiske forhold:

Tilmelding fra fredag d. 14/1, Tilmelding klik Her

Pris: 4450 kr. for delt dobbelt værelse, 5550 kr. for enkeltværelse.

Prisen dækker fuld pension og bustransport hver dag fra mandag eftermiddag til fredag eftermiddag

Vi indkvarterer selvfølgelig par sammen. Ligeledes bedes man angive, hvem man ønsker at dele rum med. Endelig fordeler vi efter køn.

Din tilmelding er først gyldig når du har indbetalt det fulde beløb senest 1.6.2022. Evt. henvendelse til Susan Mail: hemmingsen70@mail.dk. Tlf: 6175 1275.

Mødested på kort

Indlæser…