Island – uden de andre turister – FULDTEGNET

Kontakt turlederen angående VENTELISTEN.

FULDTEGNET, men muligt at komme på venteliste, se nedenfor

Pt. er ventelisten tom.

Vil du opleve den vilde natur i Island uden de andre turister og er du klar til nogle lange vandredage med fantastiske naturoplevelser samt overnatning uden den store luksus? Så er denne tur noget for dig. Vi skal vandre i det smukke område sydvest for Landmannalaugar og vi går i naturen udenfor stierne.

Området i det sydvestlige Island er kendt for den fantastiske og rå natur. Der er ingen veje og huse i det område, vi skal gå i, så det er ægte natur, vi skal ud i. Området er en del af Nationalparken.

Turen ledes generelt af Steen Kobberø-Hansen med lokal støtte og turledelse af Gustav, som er født i området. Gustav vil lede de daglige vandringer.

Forplejning og bagagetransport i vandreområdet foretages af Gustav’s familie.

Vi planlægger på 20 deltagere og 2 turledere samt 3 personer, der forestår logistik (bagagetransport og forplejning).

Pris: 11.000 kr

Generelle bemærkninger

Vandreturenes varighed er omtrentlige og incl. pauser.

På grund af de skiftende vejrforhold forbeholder vi os ret til at ændre programmet dag for dag, men overnatningsstederne ligger så vidt muligt fast.

På vandreturene skal bæres dagturssæk (skal være rummelig), mens bagage i øvrigt bliver transporteret fra sted til sted.

Vandringerne kræver god kondition svarende til ca. 20-25 km vandring hver dag. Solide vandtætte vandrestøvler med god ankelstøtte anbefales samt vandtæt, åndende regntøj (det kan blive meget vådt i Island). Regnslag må ikke anvendes og er direkte farligt i stærk blæst.

Indkvarteringsstederne er ikke hotelstandard. I hytterne sover vi i storrum.

Program:

Lørdag d. 6. august kl. 0730 flyver vi til Keflavik med Icelandair. Vi tager bussen til vandrerhjemmet i Reykjavik, hvor vi spiser og overnatter. Der bliver også mulighed for lidt sightseeing i Reykjavik på egen hånd.

Søndag d. 7. august tager vi bussen kl 8 til Landmannalaugar. Derefter vandrer vi 6-8 timer i området Landmannalaug til en af den islandske turistforenings hytter, Landmannahellir, hvor vi overnatter. Bagagetransport til hytten.

Mandag d. 8. august vandrer vi kl. 9 i 6-8 timer til hytten Dalakofinn, som vi bruger som base i 3 dage. Bagagetransport til hytten.

Tirsdag d. 9. august vandrer vi kl. 9 ud fra Dalakofinn hytten i lokalområdet i 6-8 timer.

Udsigt fra Dalakofinn hytten

Onsdag d. 10. august er hviledag og ’sov længe dag’. Vi skal ud at finde varme kilder i løbet af dagen, som der kan bades i.

"Dér bobler det"

Torsdag d. 11. august vandrer vi kl. 9 i 7-9 timer til en af den islandske turistforenings hytter, Hungurfit, hvor vi overnatter. Bagagetransport til hytten.

Fredag d. 12. august kl. 9 tager vi bussen fra hytten tilbage til Reykjavik, hvor vi overnatter på vandrerhjemmet. Dagen bruges på sightseeing på egen hånd eller i grupper i Reykjavik. Vi spiser aftensmad enten på vandrerhjemmet eller ude i byen.

Lørdag d. 13. august kan fortsat bruges til yderligere sightseeing eller afslapning om formiddagen, hvorefter vi omkring frokosttid tager bussen til Keflavik og flyver hjem kl. 1700 til Danmark med ankomst kl. 2210.

Praktiske forhold

Pris: 11.000, som betales ved tilmelding.

Prisen inkluderer fly-, og bustransport, overnatning og alle måltider (excl. drikkevarer) fra aftensmad den 6. august til morgenmad d. 13. august. Frokost og aftensmad i Reykjavik d. 12. august er dog for egen regning.

Kun medlemmer af DVL kan deltage i turen.

Læs her, hvordan DVL ferier foregår generelt.

Tilmelding er lukket, men venteliste er oprettet. Skriv eller ring til Steen for at komme på venteliste. Tilmelding er efter først-til-mølle princippet. Tilmelding er først gældende, når betaling er foretaget og registreret.

Ring eller skriv til Steen Kobberø-Hansen (steenkobberoe@gmail.com), hvis du har behov for yderligere information om turen, inden du beslutter dig.

Betaling skal foretages ved tilmelding ved indbetaling på DVL Lyngbys konto 5507-8892671282

med angivelse af ”Island, medlemsnummer og navn”.

  

Afbestilling.

Afbestilling skal ske skriftligt. Ved afbestilling betales dit indbetalte beløb IKKE tilbage, så derfor anbefales det, at du har tegnet en afbestillingsforsikring. 

Kan rejsen dog afsættes til en anden, får du det indbetalte beløb minus afbestillingsgebyr på 500 kr. tilbage.

Rejseforsikring

Deltagerne skal have egen rejseforsikring, idet det gule sygesikringsbevis ikke dækker hjemtransport. Afbestillingsforsikring er ikke indeholdt i prisen. Det blå sygesikringsbevis skal medbringes.

I forsikringsmæssige problemstillinger er dansk ret gældende.

Deltagernes helbredsmæssige forhold er deltagernes eget ansvar. Såfremt der er særlige forhold, skal deltagerne selv afklare de forsikringsmæssige konsekvenser, samt orientere turlederne derom.

Informationsmøde

Informationsmøde holdes efter 15. maj, hvor turens detaljer gennemgås sammen med deltagerne. Nærmere herom senere.

Medbring

Husk pas – og hvis krævet Coronapas (nærmere herom senere) – samt rejseforsikring og det blå sygesikringsbevis.

Du skal medbringe en dagsrygsæk til vandreturene. Du kan derudover medbringe kuffert eller stor rygsæk (max 23 kg.). Der vil være bagagetransport undervejs.

Det islandske vejr kan være uforudsigeligt og omskiftende. Du skal derfor medbringe solide vandrestøvler, vaders sko til at passere elvene, vandtæt tøj, masser af uldtøj, men også tøj til varmt vejr.

Der er IKKE sengelinned i hytterne, hvorfor du skal medbringe sovepose!

Der er ikke 220V i hytterne, men der er mulighed for at lade mobiltelefoner op via 12V solceller.

Og HUSK: vi er langt væk fra civilisationen, så der vil ikke være mulighed for ekstra forsyninger undervejs.

Overnatning finder sted i sovesale i hytterne og i 2- eller 4-mands værelser på vandrehjemmet i Reykjavik.

Forplejning undervejs foretages af Gustavs familie, som vil lave lækker ægte islandsk mad.

Krav til vandreren

Da vandreturene i Island er krævende, skal du kunne gå 25 km under danske forhold uden problemer.

Du må ikke have fysiske udfordringer, der kan blive et problem undervejs, da det kun er den islandske redningstjeneste, der kan hjælpe os undervejs.

Du skal oplyse turlederen om eventuelle kroniske sygdomme, f.eks. sukkersyge, inden afgang. Oplysningerne behandles selvfølgelig fortroligt.

Billeder fra området:

Mødested på kort

Indlæser…