Tag med på øhop i Limfjorden i 3 dage. – FULDTEGNET

Kom med på en tredagestur med fællesskab og spændende ture til Venø, Kilen og Jegindø.
Sværhed: De to øer er med gennemgående flade ruter, men alligevel med lidt udfordringer. Turen om indsøen Kilen er lidt mere krævende.
Hastighed: 4-5. Længde: 15-18 km/dag.
Tilmelding: Åbner 2. januar 2026 kl. 10.00 for DVL Silkeborg og 22. januar for øvrige afdelinger. Seneste tilmelding: 1. marts.

Tilmelding kan ske her.

Turen består af tre vandreture, fredag på Venø, lørdag langs indsøen Kilen og søndag skal vi til Jegindø. Vi kører direkte til starten på den første tur, og når turen er færdig kører vi til Grand Hotel Struer, hvor vi skal overnatte. Den sidste dag forlader vi hotellet kl. 9.00 om morgenen for at køre til Jegindø.
Vi forventer at være 30 deltagere på turen.

Praktiske oplysninger:
Vi skal bo på Grand Hotel Struer, Østergade 24, 7600 Struer. Her spiser vi morgenmad og smører madpakker. Aftensmaden spiser vi på restaurant Værftet, som ligger i gå-afstand fra hotellet.

Pris:
Prisen er 2,095 kr. i delt dobbeltværelse og 2.930 kr. i enkeltværelse.
Du skal betale ved tilmelding på reg. nr. 4316 kto. nr. 0013243646. Husk at skrive dit navn på ved betaling. Ved afbud efter den 1. marts betales beløbet ikke tilbage. Kun i tilfælde af at der er en anden person, som vil overtage din plads.

Ophold:
Der er booket dobbeltværelser med enkeltsenge. Der er mulighed for at booke enkeltværelse mod betaling af tillæg. Ved tilmelding er det muligt at booke værelse sammen med en anden deltager. Det forudsætter, at man tilmelder sig samtidig og påfører begge navne. Hvis du tilmelder dig alene, vil du dele værelse med en anden deltager.
Opholdet er med fuld forplejning (uden drikkevarer) og du har mulighed for at smøre madpakke lørdag og søndag. Til vandreturen fredag skal du selv sørge for madpakke og lidt at drikke.
Værelserne er udstyret med linned og håndklæder.
Hvis du har særlige kostkrav, kan du skrive det ved tilmeldingen.

Tilmelding og samkørsel: Tilmelding til vandreweekenden kan ske for DVL Silkeborgs medlemmer fra 2. januar 2026 kl. 10.00 og det sker efter først-til-mølle-princippet. Tilmelding kan ske øverst på siden.
Der er mulighed for samkørsel fra Sølystvej/Borgergade. Ved tilmelding angiver du, om du kører, og oplyser hvis du har aftalt samkørsel med nogen.
Tilmelding for medlemmer af øvrige DVL-afdelinger kan ske fra 22. januar.
Seneste tilmeldingsfrist er den 1. marts.

Beskrivelser af turene

Venø
Start: Fredag den 8. maj kl. 11.00 fra P-plads ved færgelejet på Struer-siden
Adresse: Strandbjerggårdvej 9, 7600 Struer. Koordinat: 56.5171,8.6132
Turlængde: 18 km. Turleder: Aage Nicolaisen
Beskrivelse:
Vi starter med at tage færgen over til Venø (uden biler). Herfra følger vi asfaltvejen langs et fredet område, hvor ternerne yngler. Vi kommer over et bakkedrag på vejen og derefter går vi ned på stranden og følger den. Længere fremme kommer vi til et område med skrænter. Her går vi op ved en lejrskole og følger en sti ovenfor skrænten frem til Venø Havn. Her får vi vores frokost og der er mulighed for at købe en is el. lign.
Vi fortsætter videre nordpå forbi Venø Kro, hvor man kan få Venø-bøffer. Videre langs vejen indtil vi drejer fra ned mod lejrskolen Venøborg og herfra går vi ned på stranden. Den følger vi nordpå til grænsen for et reservat for ynglende fugle, hvor vi ikke må komme. Vi krydser over til Nørskov Vig og går langs med vigen og oplever et område med strandenge, mens vi nyder udsigten ud til reservatet kaldet Torsodde. Vi ender ude på den anden side af øen og går sydpå langs stranden og på et tidspunkt holder vi vores småkagepause.
Videre sydpå til campingpladsen, hvor vi går op til Venø By. Her besøger vi Venø Kirke, som er Danmarks mindste kirke. Den er blot 6 x 12 m. Videre sydpå, hvor vi igen kommer ud til stranden indtil vi vælger at gå op og herfra følger vi en naturskøn sø. Vi går over nogle fåremarker og ender oppe ved landevejen. Herfra videre til færgen og over til bilerne.
Venø er på godt 6 km2 og har ca. 200 beboere. Øen er 1,5 km bred og 7,5 km lang.

Kilen
Start: Lørdag den 9. maj kl. 10.00 fra P-plads på Struer Havn
Adresse: Nær ved Ved Fjorden 16A, 7600 Struer. Koordinat: 56.4943,8.5899
Turlængde: 15 km. Turleder: Birgitte Persson
Beskrivelse:
Vi starter ved Struer Havn og bevæger os over broen over Kilen indtil vi går under jernbanen og over hovedvejen. Her er en rasteplads. Herfra følger vi stien gennem et lettere sumpet terræn. Senere kommer vi på skovveje i Resenborg Plantage – lidt op og ned – og ender ude på en græsmark med skrænter ned mod Kilen og hvor der samtidig er en fin udsigt. Her får vi vores frokost.
Videre over græsmark, ad ridestier og kreaturstier til vi når en grusvej ved enden af Kilen. Vi går herefter hjemad langs sydsiden af Kilen. Her følger vi igen skrænterne ned mod Kilen, hvor vi undervejs kommer forbi en række kildevæld og får flere skønne udsigter. Ca. 3 km inde ad stien får vi vores småkager.
Herefter fortsætter vi op og ned i et spændende terræn, mens vi hilser på heste og kreaturer. På den sidste del af ruten følger vi en cykelsti ind til Havnen i Struer.
Turen kan være udfordrende og hvis man mod forventning må give op, er der to steder mulighed for at følge en asfaltvej retur til Struer.

Jegindø
Start: Søndag den 10. maj kl. 10.00 fra P-plads ved slutningen af dæmningen
Adresse: 400 m før Kirkebakken 9, 7790 Thyholm. Koordinat 56.6393,8.5982
Turlængde: 15 km. Turleder: Karin Aulbjerg
Beskrivelse:
Vi starter ved p-pladsen ved dæmningen over Tambosund og følger stranden nordpå. På et tidspunkt går vi ind i landet og følger landevejen til Ibsted, som blot er en samling huse. Herfra går vi ud mod stranden ved Ulvkær. Her følger vi en spektakulær rute langs med stranden indtil vi kommer til Bøløre Hage, hvor vi får vores frokost, mens vi nyder udsigten over til Mors og nogen måske får dyppet tæerne ude ved spidsen.
Herfra følger vi kysten mod syd langs sommerhusområdet Bøhl Strand indtil vi kommer til Jegindø Havn, hvor vi får os en is. Videre ad en sti langs stranden ud mod vigen, kaldet Sandkrogen. Senere drejer vi ind i landet og følger landevejen. Vi drejer fra ved Marendal og igen senere, hvor der er anlagt en sti frem til et sommerhusområde. Her har vi vores småkagepause, men vi nyder udsigten over til Salling.
Vi fortsætter ud mod Røn Tap, som er Jegindøs sydspids. Tilbage via sommerhusområdet langs med sydvestkysten. På et tidspunkt drejer vi ind i landet og kommer til Jegindø Kirke, som vi selvfølgelig skal ind og se. En kirke, som måtte udvides, da en gruppe fiskere fra Harboøre flyttede til Jegindø. De tilhørte Indre Mission i modsætning til de øvrige indbyggere, som ikke var så religiøse. Dette er beskrevet i bogen Fiskerne af Hans Kirk.
Vi forsætter ad Præstebroen ud til kysten. Og herefter følger vi kysten frem til bilerne, mens vi nyder udsigten over til Tambohus, som er større hotelkompleks ovre på fastlandet.
Øen er på 8 km2 og har 380 beboere. Øen kaldes for Jeenø af de lokale.

Mødested på kort

Indlæser…