Formand holder både ben og hoved i gang
Portræt af Ringkøbing-Skjern Afdelings nye formand, Marie Andersen, der som en ægte DVL-frivillig også er turleder, sekretær, fotograf og ansvarlig for hjemmeside og sociale medier.
Da Maries mand døde for ni år siden, havde hun et behov for at fylde dagene ud. Hun begyndte at gå ture, og det virkede. Så da hun så en annonce om en vandretur ved Stråsø Plantage med DVL i den lokale ugeavis, tilmeldte hun sig med det samme. På det tidspunkt var afdelingen i Ringkøbing-Skjern kun et år gammel.
– Vi var kun 13 på den første vandretur. De tog så godt imod mig, og der var flere enker, som forstod min situation. Man kan altid gå en tur, men det er noget helt andet at have andre at dele oplevelsen med. Så de har ikke sluppet for mig siden, siger Marie med et glimt i øjet.
Fotoglad formand
Marie startede som turleder, så sekretær i bestyrelsen gennem tre perioder, og nu har hun fået mod på at prøve posten som formand.
Hun holder særligt af at tage billeder på turene og skrive tekster til Facebook og afdelingens hjemmeside, som hun selv har været med til at sætte i luften. Det arbejde slipper hun ikke, selvom hun er blevet formand.
– Jeg synes, det er rigtig sjovt. På den måde holder jeg ikke bare benene i gang, jeg holder også hovedet i gang, siger Marie.
Langtidsholdbar med DVL
Privat bor Marie i et lille parcelhus med en mindre have, efter hun sidste år fik solgt landbrugsejendommen, hvor hun sammen med sin mand havde dyrket landbrug gennem flere år.
Nu går meget af tiden med DVL. Når den igangværende formandsperiode er slut om to år, er hun 73, og så mener hun, der skal nye kræfter til. Men hun har stadig ikke tænkt sig at slippe lauget.
– Jeg håber da, at jeg stadig kan bruges i Dansk Vandrelaug enten i lokalafdelingen eller i landsforeningen.
Af Kristine Buske
Bor du eller holder du ferie omkring Ringkøbing-Skjern-egnen, kan du møde Marie Andersen på nogle af disse vandreture.
Læs også Vil du være frivillig?
Få overblikket over al den information, du har brug for som frivillig her