GÅ – En hyldest til vandringen
Gå er en antologi, der består af 13 tekster, der kommer vidt omkring i meget forskellige retninger og stilarter. Bogen er redigeret af Karsten Wind Meyhoff.
Af Bjørn Petersen, Roskilde Afd.
Det er en lille kompakt og handy, om end tyk sag på 254 sider i dejlig enkelt udstyr uden glitter og uden andre farvebilleder end en smuk grussti på Mols på omslaget. De eneste andre billeder er 4 sagligt begrundede gråtone-gengivelser af malerier og skitser i teksten ”Guldalderkunstnerne på vandring”.
Indholdet er alt andet end kompakt, handy og enkelt. De 13 tekster rækker vidt omkring i meget forskellige retninger og stilarter. Temaet giver mulighed for vilde digressioner, og forfatterne skriver med vidt forskellige forudsætninger og stilarter. Så samlingen tilbyder noget for enhver smag, og kredser samlet set næsten impulsivt omkring i vejløst terræn fremfor efter en trådt sti eller målbevidst strækning. De to sidste tekster knytter sig til Sydamerika, uden at noget i de første 11 lægger spor ud i den retning.
Kendere af DVL’s festskrift fra 2005, ”Fodnoter – træk af vandringens historie” har mødt meget af indholdet i ”GÅ”, som er en revideret og udvidet udgave af dén.
Faglig tyngde
Min subjektive smag holdt især af Jens Meulengracht-Madsens Dyrehavevandringer, Martin Gyllings Fodnoter til litteraturhistorien og Jens Peter Munks Guldalderkunstnerne på vandring. De tre er nemlig samlingens mest koncist fagligt fokuserede, hvad der tiltaler min smag mest. Om naturen – specielt de gamle egetræer i Jægersborg Dyrehave, men indlejret i overvejelse over hvordan man gennem vandring bliver fortrolig med et område – og om danske forfatteres brug af vandremotivet, belyst ud fra en flot kulturhistorisk analyse af vandringens materielle og idebårne forudsætninger gennem historien, så man bedre forstår baggrunden for skiftende tendenser i litteraturen.
Og endelig om, hvad i deres tid der gjorde fodvandring specielt interessant for guldalderkunstnerne, og hvad der kom ud af denne mode – med afsæt i kulturhistorisk indsigtsfuld billedanalyse af et berømt maleri af ”En ung kunstner på vandring” fra 1832, malet af Jens Roed, som man flere gange atter møder i de lange og indsigtsfulde tekster med mange detaljer og vinkler.
Jeg sætter pris på tekster, der sagligt og nøgternt går tæt på og dybt i deres emne, så at de friere tangerende associationer er mine egne og ikke forfatterens.
Kommer vidt omkring
Er man mere til fantasifulde spekulationer og adspredte ideer, er et af tilbuddene Stig Olesens humoristiske, mildt sarkastiske essay med mange sjove indfald om fx den tvetydige helse ved oprejst gang, fodgænger”typologi” og vandring som religionssubstitut. Eller Henry David Thoreaus efter sigende berømte essay Om at vandre fra vistnok 1862, der i den grad stritter sludrevornt i alle retninger. Jeg finder det personlig uforståeligt, hvad berømmeligt der er ved det. Det skyldes måske min egen ånds lidenhed … Det kan være at tankespringene mimetisk symboliserer selve livets egen usammenhængende inkonsistens – hvis man oplever det sådan. Eller bare fodvandringens påståede usammenhæng, for det fremgår af flere af bogens tekster, at fodture kan opleves som noget i retning af en meget fin form for nærmest psykologisk tilfældighedsgenerator (med gevinster for inspiration og friske tanker). Det gælder fx Ludvig Feilberg, som åbenbart lomme-psyko-filosoferede ud fra introspektion over Fodturen som en helt særlig specielt fænomenologisk proces, nærmest en slags meditativ øvelse med smag lidt henad mindfulness, hvor sindets kværnende optagethed af specifikke tankegange opløses og erstattes af oplevelse af nærvær i nuets sansninger. Feilberg præsenteres af Per Lindsø Larsen, og der er trykt små smagsprøver på Feilbergs egne tekster. Selvom hans forsøg på at bringe fænomenerne på fast formel efter min mening ikke helt lykkes, så genkender jeg godt nogle af de oplevelser, han nævner.
Modsat Feilbergs vistnok ret hjemmelavede begrebsapparat, skriver Bente Klarlund ud fra et etableret videnskabeligt fundament, der har nogle rationelt målbare forklaringer på noget af det, tidligere skribenter anelsesfuldt har fornemmet, og tillige skriver hun dejlig friskt og oplagt, også om både egne oplevelser og kendte filosoffers oplevelser og tanker om det at gå.
Flere opskrifter at gå efter
Også antologiens eneste anden kvindelige bidragyder, Nanna Simonsen skriver friskt, koncist og klart. Hun bruger den sjove tekstgenerator Jeg går ikke ret gerne som afsæt for små fortællinger om ture hun jo selvfølgelig alligevel går. I naturen, på storbyferier, til Irma og andre steder. Det munder ud i at en af undtagelserne er for at sanke. Herfra ændrer hendes tekst sig til et katalog over vilde svampe, frugter, bær og urter – alt serveret med opskriftforslag!
Et opskriftforslag har også Rune Engelbreth Larsen: Man skal ”bare” lægge store områder ud til fri succession og sørge for at de bliver græsset hele året rundt (uden tilskudsfodring) op til deres bæreevne, så forvalter naturen sig selv på bedste vis, og al anden naturpleje er – i hvert fald stort set – irrelevant. Den opskrift rejser han med, og sælger bøger med og har fået den daglige ledelse af Danmarks Naturfredningsforening med på – (og store dele af Friluftsrådet som kritiker).
Tanken har rigtig meget for sig, selvom det er for enøjet at se bare dén som den eneste store frelser. Der er kun lidt om at gå i den tekst. Selvom jeg tror Rune er glad for det. Men det med vildere naturforvaltning presser bare så meget på.
Det at gå – på en bestemt måde, med et meget særligt formål – fylder derimod meget i Martin Zerlangs tekst, der på en lidt indkredsende måde handler om Buenos Aires. Nemlig som en social konstruktion og ikke mindst en i sin tid efterligning af det præ-moderne storbyideal, som Paris var i 1800-tallet.
Det er langtfra en turguide; det er vel nærmest en semiotisk*) analyse, både af boulevardernes stringente byplanideal og af den særlige subkultur: Flanør-kulturen. Som i praksis ikke længere er en distinkt kultur, ligesom i 1800-tallet og det tidlige 1900-tal, men på en måde lever videre. At flanere er at drive omkring i storbyen uden praktisk formål, for at se og blive set. Beskyttet af storbyens anonymitet, som det sene 1800-tal for mange har været en meget ny oplevelse, og som havde en særlig tiltrækning. Til flanagen knyttede sig en særlig journalistisk føljeton-genre med beskrivelser af storbygadernes mange tildragelser. Man kan sammenligne det med Søren Kierkegaards daglige “menneskebade”, men med den store forskel at flanøren ideelt set værnede om sin anonymitet og reducerede sit nærvær fra engagement til adspredt betragtning (og altså skriveri). Man kan vel også sammenligne det med en slags institutionaliseret narcissisme.
Det andet Sydamerika-bidrag er ren skønlitteratur i selvbiografisk form om en vandretur med personale og vandrefælle i Andesbjergene. Thomas Boberg fortæller – i en emnespringende, indfaldslignende komposition, der nok skal mime oplevelsesmodus hos en vandrende, der går og kommer i tanker om dette og hint, adspredes af nye indtryk, kommer på nye tanker osv.
Der spindes alligevel en handling frem, som kulminerer i at rejsefællen oplever en åbenbaring af, hvor lille og ubetydeligt både mennesket og det provinsielle Danmark er.
Endelig er Dan Turells velkendte lange prosadigt Gennem byen en sidste gang trykt op som en lækker rosin, ikke i pølseenden men mellem litteraturhistorien og guldaldermalerne.
Man skal være meget kræsen for ikke at kunne finde inspiration og læselyst i det meget varierede udvalg.
Go fornøjelse og go tur!
*) Semiotik = “Studiet om tegnenes liv i samfundet”.
Antologi redigeret af Karsten Wind Meyhoff
Titel: GÅ
Omfang: 254 sider
Forlag: Gad
Pris: 249,95 kr.
På Gads Forlag A/S får du som medlem af Dansk Vandrelaug 25 % rabat + levering ved køb af bogen ”GÅ – En hyldest til vandringen”. Rabataftalen gælder indtil 31/12 2022 – se detaljerne på listen over DVL-medlemmernes mange rabataftaler.