Gendarmstien fra Padborg til Skovby

Vi vandrer ad den smukke gendarmsti hele vejen fra Padborg til Skovby med skønne udsigter langs Flensborg fjord. Vi har fast base på Hotel Sønderborg Kaserne og hver dag bliver vi afhentet/hentet af vores egen bus og kørt frem/tilbage til dagens etape. Sværhedsgrad: Grøn/4-5/84

Gendarmstien

Vandre- og cykelsti på en 84 km lang strækning langs med 1920-grænsen fra Skovby på Sydals til Padborg.

Gendarmstien har navn efter de såkaldte grænsegendarmer, der bevogtede grænsen til fods i perioden fra 1920 til 1958, hvorefter patruljeringen foregik pr. bil. Hver gendarm havde ansvaret for et bestemt stykke af grænsen, og der blev derfor i årene efter 1920 bygget en række gendarmboliger, hvorfra der ofte var god udsigt over grænseområdet. Boligerne var ofte dobbelthuse og rummede to gendarmfamilier.

Efter grænsedragningen i 1920 var der klar forskel på den danske og tyske grænsepolitik. Fra tysk side ønskede man at holde grænsetrafikken så levende og åben som muligt og tilstræbte dermed – som en departementschef i justitsministeriet formulerede det, en ordning, "hvorved man ser bort fra, at der er draget en ny grænse". I Danmark var holdningen derimod, som det blev udtrykt i et referat fra udenrigsministeriet, "at grænsen burde føles", dels for at markere den danske suverænitet over Nordslesvig, dels for at modvirke uønsket tysk agitation og indvandring af tysk arbejdskraft, en opgave de danske gendarmer havde at påse.

På denne vandre- eller cykeltur langs Gendarmstien møder man talrige historiske steder og enestående naturoplevelser.

Vores base på hele turen er Hotel Sønderborg Kaserne. Hotel Sønderborg Kaserne ligger, som navnet antyder, i den gamle Sønderborg Kaserne der blev nedlagt i forbindelse med forsvarsforliget i 2014. Sønderborg Kaserne er oprindeligt tysk bygget og efter 1. verdenskrig og genforeningen i 1920 blev den tidligere kaserne brugt som invalideskole for soldater fra 1. verdenskrig, der havde mistet en arm eller et ben og skulle lære et nyt erhverv for at kunne klare sig i livet. Kasernen gennemgik en stor renovering i 2019. I dag rummer den gamle kaserne bl.a. hotellet, hvor vi har base. Værelserne, som alle har udsigt over Alssund, er store og rummelige.

Vi spiser morgenmad på hotellet hver dag og frokostforplejningen medbringes også fra hotellet. Aftensmaden spiser vi i samlet flok på nogle af byens restauranter.

Daglig turlængde: ml. 15 og 22 km.

Sværhedsgrad: middel

Udrejse: Individuel ankomst til Hotel Sønderborg Kaserne, mandag den 27. maj, tidsnok til at være klar til kl. 12, for kl. 12.00 bliver vi afhentet og kørt med bus til Padborg, hvor dagens vandring starter på 15 km. BEMÆRK, værelserne er muligvis ikke klar, men vi har mulighed for at få vores bagage opbevaret. HUSK madpakke og drikkelse til frokost første dag.  

Hjemrejse: Hotel Sønderborg Kaserne, fredag den 31. maj ca. kl. 14.

Tilmeldingsfrist: fra d.10.11.2023 kl.10 til og med 01.04.2024 kl.10. Ved tilmelding betales et depositum på 500 kr. Din tilmelding er først bidende, når du har indbetalt det fulde beløb senest den 01.04.2024.

Pris pr. person: 5.350 kr. i delt dobbeltværelse og 6.650,00 kr. for enkeltværelse. Vi indkvarterer selvfølgelig par sammen. Ligeledes bedes man angive ved tilmelding, hvem man ønsker at dele værelse med. Hvis kønsfordelingen på dobbeltværelser ikke går op, kan der blive tale om et tillæg. Husk at du selv står for rejse, ulykkes og afbestillings forsikring, og at afbud, uanset årsag ikke refunderes, medmindre du selv finder en afløser. Kan turlederen finde en afløser fratrækkes 500 kr af det indbetalte beløb.

Minimum antal deltagere: 22

Maximum antal deltagere: 28

Ophold: Vi bor på enkelt/dobbeltværelser med toilet og bad, på Hotel Sønderborg Kaserne, Gerlachsgade 8, 6400 Sønderborg. Tel: +45 7370 0000.

Forplejning: Der er fuld forplejning fra mandag aften til og med fredag middag, ekskl. drikkelse. Bemærk: Fra hotellet får vi en madpakke med hver dag. Madpakken består af 2 halve stykker rugbrød samt frugt og juice.

Tilmelding.

PROGRAM for Gendarmstien fra Padborg til Skovby fra mandag den 27. maj til og med fredag den 31. maj 2024.

Mandag d.27/5: Efter individuel ankomst til hotel Sønderborg Kaserne, starter vi allerede turen kl.12. BEMÆRK, værelserne er muligvis ikke klar, men der vil være mulighed for at vi kan få opbevaret vores bagage. HUSK selv madpakke/drikkelse til vandreturen.

Kl. 12.00 afhentes vi og bliver herefter kørt til Haraldsdalsvej i Padborg, hvor Gendarmstien begynder. Strækningen fra Padborg til Sønderhav er ca. 15 km, og bliver kaldt for bjergetapen.

Kl. 17.30 bliver vi afhentet i Sønderhav v. Annies Kiosk og køres derefter retur til Hotel Sønderborg Kaserne.

Kl. 19 går vi ud og spiser.

Tirsdag d.28/5: Afgang kl. 9 fra kasernen, hvor vi bliver kørt til gårsdagens slutsted. Dagens etape hedder Tegl etapen og er på ca. 20 km. Madpakke udleveres fra hotellet.

Kl. 17. bliver vi afhentet ved Brunsnæs p-pladsen og kørt retur til hotellet.

Kl. 19. spiser vi aftensmad.

Onsdag d.29/5: Afgang kl. 9 fra kasernen, hvorefter bliver vi kørt til Brunsnæs, hvor etapen sluttede dagen før. Dagens etape hedder Krage-etapen og dette betyder bl.a. at en del af etapen foregår på strand med sten. Etapen er på ca. 20-21 km. Madpakke udleveres fra hotellet.

Kl. 17 afhentes vi ved Vemmingbund, og kører derefter retur til hotellet.

Kl. 19 spiser vi aftensmad

Torsdag d.30/5: Afgang kl. 9 fra kasernen. Hvorefter vi bliver kørt til Vemmingsbund, hvor vi sluttede i går. Dagens etape hedder Strand-etapen og er på ca. 18 km og slutter i Høruphav. Madpakke udleveres fra hotellet.

Kl. 17 afhentes vi ved Høruphav Havn og køres retur.

Kl. 19. spiser vi aftensmad.

Fredag d.31/5: Afgang fra kasernen kl. 9, hvorefter vi bliver kørt til Høruphav Havn og herfra er det den sidste strækning på Gendarmstien til Skovby. Dagens etape hedder Mølle-etapen. Dagens strækning er på 10 km, og fører os bl.a. forbi Torpedostationen samt Vibæk møllerne. Madpakke udleveres fra hotellet.

Kl. 13. afhentes vi ved Brugsen i Skovby og køres retur til hotellet, hvor turen slutter.

Mødested på kort

Indlæser…