Gør noget unyttigt – gå en omvej

Den hurtigste vej mellem punkt A og B behøver ikke at være den smukkeste, den sjoveste eller den sundeste. En omvej kan give dit liv mere værdi.

Efterår for fuldt tryk. Foto Jens Arrent

Efterår for fuldt tryk. Foto Jens Arrent

Af Carsten G. Johansen

Hvor skal vi hen i dag?

Mærk efter, næste gang du står og sludrer i gruppen af vandrekammerater før en tur. Det er altid hyggeligt at hilse på de andre vandrere, og I er spændte inden dagens traveoplevelser.

Snakken går, den er altid sikker. Men taler I om, hvad dagens tur kommer til at byde på? Hvor I skal hen? Ofte gør I ikke. For det meste, faktisk.

For det første ved vi jo, at turen er planlagt til mindste detalje, så der er ingen grund til at bekymre sig, om I kan finde vej til dagens mål. Og for det andet er stedet ikke afgørende for dagens udbytte. I ved, at turen bliver det hele værd, før I drager afsted.

En omvej til den rette sti

Hvordan kan det så være? Med Dansk Vandrelaug er det bestemt ikke ligegyldigt, hvor turen går hen, og turlederne forbereder sig grundigt på at fortælle historier og besvare spørgsmål om ruten.

Måske hænger det sammen med det unyttige, som dronningen omtalte i nytårstalen i 2017. Selvom vandreturen har et mål, er den samtidig en omvej. Den er en omvej fra alle de andre, planlagte opgaver og pligter, du skal løse i løbet af dagen.

”Prøv at gøre noget, der ikke er nødvendigt, noget der ikke er behov for, noget unyttigt!” lød ordene fra dronning Margrethe den nytårsaften.

Majestæten ved jo udmærket, at dine handlinger aldrig er helt unyttige eller helt unødvendige. Måske ønskede hun at understrege, at du ikke skal gøre alting for andre menneskers skyld eller for at kunne præsentere et flot resultat. Nogle ting skal du bare gøre for dig selv og din egen skyld. F.eks. at gå en tur med dine vandrevenner i DVL.

Find frem til din næste vandretur her

Nyttige spørgsmål

For selvom du gør noget for dig selv og for din egen skyld, behøver det ikke at betyde, du skal gøre det alene. Du kan søge fællesskabet, når du går din unyttige omvej, ved at gå sammen med Dansk Vandrelaug.

Ingen spørger, hvorfor du er ude at gå en tur. Sikke et tosset spørgsmål, det ville være! Det ville bare give et endnu mere tosset svar. Men bagefter har I masser at tale om, fordi I har noget til fælles. I har jo gået den samme tur.

Var det en nyttig tur? Kunne I have lagt en hurtigere rute?

Flere tossede – unyttige – spørgsmål.

Men var det hyggeligt? Hvor mange kilometer var det? Har du det godt nu? Skal vi drikke vores kaffe sammen?

Det er gode spørgsmål, og de giver flere svar, end man skulle tro. Uanset om de er nødvendige eller ej.