Gludsted Plantage

Geologi

Under den seneste istid – Weichsel-istiden – for omkring 20.000 år siden dækkede isbræen det meste af Danmark bortset fra hele Vestjylland og dele af Midtjylland. Gludsted Plantage ligger umiddelbart vest for isens hovedopholdslinje.

Øst for plantagen stod en stor gletsjerport, hvorfra en smeltevandsflod fulgte nogenlunde samme forløb som den nuværende Storådal. Smeltevandet skyllede ind over de lavest liggende landområder fra den foregående istid (Saale) og efterlod store mængder sand og grus, der blev aflejret som hedeslette.

Jordbunden består langt overvejende af finere til grovere lagdelt senglacialt ferskvandssand, ofte med mindre gruslag. Jorden er temmelig mager – i Gludsted Sande endog yderst næringsfattig.

Oldtid

Plantagen er relativt fattig på fortidsminder, men at mennesket har været til stede, vidner de enkelte gravhøje ved Isenbjerg om. Oldtidens mennesker har primært brugt området som færdselsåre. I plantagen er der blevet afdækket flere 50 spor fra Hærvejsstrøget. Sporene fremtræder tydeligt på Kolpendal Hede både sydvest og nordøst for rute 13.

Hærvejens forløb har skiftet meget gennem tiderne, så Hærvejsstrøget mange steder strækker sig over et bredt område med mange parallelle vejspor. Nogle forløb af den gamle færdselsåre bliver vurderet til at være op mod 4.000 år gamle, men skriftlig vidnesbyrd om vejen kommer først i løbet af middelalderen.

For at forstå vejens – eller vejenes – placering skal vi tilbage til istiden, hvor isbræens smeltevand løb mod vest – ud over det isfri område. Da isen trak sig tilbage, kunne vandet pludselig løbe mod både øst og vest. Dermed opstod vandskellet – den del af Jylland, hvor datidens mennesker nemmest, hurtigst og mest tørskoet kunne rejse gennem Jylland.

Nutid

Navnet ”Gludsted” kan føres tilbage 1500-tallet, med Glustedt henvisende til glut som en lysning og stedt som bebyggelsesplads.

Tilplantningen af heden begyndte først i 1877, hvor sandflugten i Gludsted Sande skulle stoppes. Plantagen blev dyrket efter den normale fremgangsmåde, hvor heden blev inddelt i mindre, rektangulære enheder, der hver især blev omgivet af jorddiger for at beskytte de nye træer mod vind, vejr og dyr. Ved indkøb af hedegårde og tilhørende jorde blev plantagen udvidet mod nord fra Gludsted Sande. I år 1900 havde plantagen nået sin nuværende udbredelse.

Gludsted Plantage var en produktionsskov, og mod slutningen af 1. Verdenskrig havde det daværende Palsgård Skovdistrikt svært ved at få transporteret pligtbrændselstræet væk fra plantagen. I 1918 drejede det sig om godt 15.000 rummeter træ eller 800 jernbanevognladninger.
Heldigvis lå løsningen lige for. DSB projekterede med at udvide Den Jyske Diagonalbane fra Funder til Bramming – en rute, der ville gå gennem Gludsted Plantage. Skovdistriktet pressede for, at banen skulle åbne, mens DSB på den anden side forsøgte at få leveret 34.000 jernbanesveller. Betalingen? DSB mente, at svellerne enten skulle være gratis eller kun koste en slik.

1. oktober 1920 blev strækningen indviet. Af hensyn til brandfaren i den tørre plantage blev hvert tog efterfulgt af en dræsine, hvorfra mandskabet kunne slukke eventuelle småbrande og skaffe mere mandskab, hvis branden var for stor.
Selv om Den Skæve Bane var vigtig for Nordjyllands produktion af landbrugsvarer, blev ruten aldrig en succes. Den begyndende biltrafik, dårlige køreplaner og lange transporttider var med til, at persontrafikken lukkede i 1971. Skinnerne mellem Funder og Hjøllund blev fjernet seks år senere.

I dag fremstår Gludsted Plantage ikke som tidligere som en stor, sluttet plantage. Formentlig som en følge af tørkeårene i 70’erne blev plantagen fra 1975 til 1977 kraftig ramt af et insektangreb (nonnen – en sommerfugleart).

Læs mere om nonne på denstoredanske.dk

Fire år senere blev plantagen hårdt ramt af et stormfald, der især angreb områderne, hvor insekterne havde svækket bevoksningerne. Storme i 1983 og 1984 udvidede hullerne, så plantagen i dag er præget af mange yngre bevoksninger.