Hverdagseventyr – Friluftsliv og eventyr året rundt
Eventyret er lige udenfor døren. Bogen, der er let læst og godt illustreret med mange billeder, tager læseren med på eventyr. Rigtige eventyr, som foregår året rundt lige udenfor gadedøren.
Første del af Mette Arleths bog beskriver hverdagseventyrene i 15-20 forskellige friluftsaktiviteter (mest vandring, men også cykling og kano). Anden del giver relevante og enkle råd om det nødvendige eventyrgrej, valg af sovested, hvordan man kan lave mad etc.
Giver lyst til mere
Det lykkes forfatteren at beskrive hverdagseventyr som noget, der er enkelt og ligetil – en intens brug af naturens ressourcer i et under et døgn, typisk 16 timer. Et hverdagseventyr begynder en hverdag efter fyraften og slutter næste dags morgen, tidligt nok til at man kan nå på arbejde! Jeg får, efter have læst bogen, lyst til at planlægge og gennemføre et eventyr med det samme!
Når man læser bogen, indfanges man af den stemning, der opleves, når forfatteren sammen med sin veninde er på hverdagseventyret et eller andet sted i Danmark.
Det være sig når de vandrer ud for at se stjerner en varm sommernat og overnatter under åben himmel, eller når de tager afsted en kold eftermiddag for at opleve skoven en vinternat med efterfølgende solopgang. Som læser får man lyst til at være med.
Fungerer eventyrsindikatoren?
Hvert hverdagseventyr evalueres efterfølgende af forfatteren med et skema, som hun kalder en Eventyrsindikator. Her ville jeg hellere have haft forfatterens vurdering og refleksion over, hvad er var godt og mindre godt ved det netop gennemførte hverdagseventyr.
Jeg kan anbefale at benytte bogen for at få nye ideer til planlægning af ture i naturen. Få ideer til, hvad der kan lade sig gøre inden for max. 16 timer med transportlogistik til og fra udgangs- og slutpunkt, madlavning og overnatning. Og blive opmærksom på, hvilke oplevelser der findes lige udenfor gadedøren. Man behøver ikke rejse langt og slet ikke til udlandet, og man behøver ikke at være et professionelt friluftsmenneske for at få eventyrlige oplevelser.
Find flere boganmeldelser her
Jeg vil også bruge bogen som en guide i forbindelse med køb og anvendelse af grej til friluftslivet. Bogen opfrisker og beskriver, hvilket grej der et ”must” at have, og hvilket grej der er ”nice to have”. Ligesom man ikke behøver at rejse ret langt for at få eventyrlige oplevelser, behøver man heller ikke at bruge en formue på udstyr.
Bogen er også en gave i en covid-19-tid, for alle aktiviteterne gennemføres uanset pandemien. Det vigtigste er, at man finder nøglen, der kan åbne gadedøren, og tager springet ud i hverdagseventyret.
Af Jan Mørch, DVL Gentofte
Forfatter: Mette Arleth
Titel: Hverdagseventyr
Omfang: 208 sider
Forlag: Muusmann
Pris: 229,95 kr.