Formandens beretning 2018

Formandens beretning for 2018

Så er der allerede gået et år med mit hverv som ny formand i DVL- Kolding.

Det har været en spændende og udfordrende opgave. Meget har selvsagt været nyt for mig, men samtidigt var det også på et tidspunkt, hvor der alligevel skulle ske rigtig meget nyt på mange fronter i DVL. Jeg fik derfor muligheden for at være med fra starten.

De nye områder har bl.a. været implementering af en ny turdatabase, hvor vi indtaster vandreture til hjemmesiden. Hjemmesiden er også ny, den gik i luften den 3.september sidste år. Men alt dette vender jeg tilbage til.

 

Det allervigtigste i vores forening er er at få lavet nogle gode varierede vandreture og aktiviteter for vores vandrere.

I det forløbne år har vi da også haft rigtig stor aktivitet på turområdet.

Årets fælles tema i Dansk Vandrelaug var ” Maritime vandringer”. Det har været et godt tema, da det er nemt at finde maritime vandringer i Danmark, og det er altid spændende at vandre langs vand. En del af vores ture i Kolding gik under mottoet ” Lillebælt rundt”. Det var et samarbejde mellem Kolding, Fyn og Sønderjylland. Der blev lavet en fælles folder over de vandringer, der lå i området, og vi havde fælles åbning på ”Lillebælt rundt” på Hindsgavl Halvøen, hvor der kom 80 vandrere. Vi delte vandrerne i 3 hold og gik turen forskudt.

Det blev en god start på maritime vandringer.

Det var også året hvor ”Naturpark Lillebælt” blev indviet. Et projekt vi nøje har fulgt.

Udover åbningsvandringen på Hindsgavlhalvøen havde vi i Kolding afdelingen 12 maritime vandringer i perioden fra påske til efterårsferien. F. eks. langs kysten fra Brejning til Holtser Hage, Lillebælts kyst ved Stenderupskovene, aftentur til Skærbæk og Børup Sande, med vikingeskib til Brandsø, Kongeåen i tre etaper, maritim vandretur ved Horsens fjord, søndagstur til Årø , og en tur til Æbelø.

Fra maj til august har vi vandreture tirsdag aften, disse ture er meget populære, da der altid er mange vandrere med. Sidste år bød på mange smukke ture i naturen med flotte udsigter og solnedgange, og vi havde jo en fantastisk sommer.

Vi har Torsdag eftermiddagsture , 2- 3 ture om måneden afhængig af årstiden. Udover gode vandreture i smukke naturområder, har torsdagsturene også nogle gange haft et tema, f.eks. en historisk eftermiddag på Genforeningsmuseet i Christiansfeld, en sejltur med den nye Dambåd på Haderslev dam, den religiøse fristad i Fredericia har været nogle af budene sidste år.

Som et nyt tiltag havde vi i starten af november en solopgangstur i Kolding med rigtig god tilslutning.

Vi har haft 2 fantastiske 3-dages ture. En til Rold Skov og Rebild bakker i foråret og en til Silkeborg i september.  En særlig tak til de tre turledere, der havde tilrettelagt disse spændende ture. Vi håber I gør det igen, og at andre vil lade sig inspirere.

På skovens dag i maj havde Hans Juhl lavet en tur i Nørreskoven, som han kender som sin egen bukselomme. Hans meddelte, at det var den sidste tur han ville lave, derfor en særlig tak for turen Hans, og for alle de andre dejlige ture du har lavet gennem mange år.

På Vandrernes dag gik turen til Gudenådalen og Den genfundne Bro, turen var fint besøgt. Konceptet for dagen er at få nye medlemmer i DVL. Desværre havde vi ikke fået annonceret særskilt for turen i pressen, og alligevel var der 7 gæster med på turen, som syntes, det var en dejlig tur. Forhåbentlig fik vi dem som nye medlemmer. Vi skal næste gang være mere aktive for at få pressen involveret.

Vi har haft en samarbejdstur, en tur til Vingsted, hvor vi var inviteret på genvisit af DVL Horsens.

Dette store spændende og varierede udbud af ture kan vi takke alle vore dygtige og gode turledere for. Uden dem havde alt dette ikke været muligt. Tusind tak for det.

Udover turene har vi haft et antal laugsaftner.

I januar havde vi besøg af Ole Bang, en senior Back- Packer, der var begyndt at rejse med rygsæk rundt i Sydeuropa efter han var gået på pension.

I april havde vi Ole Bertelsen til at fortælle om adgangsregler i naturen. Meget aktuel og nyttig viden for os alle. Ikke mange kender reglerne. Friluftsrådet har også lavet en del reklame om adgang i naturen

I november havde vi et arrangement i Friluftsland, hvor vi fik vejledning i brug af vandrestøvler/sko og andet vandregrej. God aften med fin tilslutning.

Jeg vil også tillade mig at nævne en anden aften vi afholdt her i januar i år. Vi havde inviteret folketingsmedlem Chritian Råbjerg Madsen til en debataften om retten til at færdes til fods i naturen og i kulturlandskabet. Det handlede om hvad vi som vandrere og politikerne kan gøre i forhold til stier og markveje bliver nedlagt. Det blev en meget spændende aften med mange gode spørgsmål til debat. Aftenen er omtalt både i Vandreliv og på vores hjemmeside.

Endelig efter et par års pause fik vi igen stablet en efterårsfest på benene for vores medlemmer. En forrygende fest med 32 festglade mennesker. Efter en meget vellykket aftenbuffet satte Gert Nyhave gang i både sang, konkurrencer og dans. Super skøn aften. Tak til jer alle.

Vi vil også meget gerne påskønne vores medarbejdere og turledere for det store frivillige arbejde de gør. Derfor blev de inviteret på en udflugt til Blåvand, med et besøg i det fantastiske Tirpitz, med efterfølgende frokost på en restaurant i Blåvand afsluttende med en vandretur langs stranden i Blåvand.

 

Det er jo sådan, at vi har fået et betydeligt større afdelingstilskud fra Hovedafdelingen, og igen fik vi midler fra Kolding Kommune for aktivering af ældre borgere.

Derfor har vi haft midler til at påskønne vores turledere og medarbejdere deres store frivillige indsats, og i sidste ende kommer det alle vores medlemmer i DVL Kolding til gode i form af spændende vandreture og andre aktiviteter.

Kursusvirksomhed for turledere, og som er kompetencegivende, er gratis for turlederne, idet de får det betalt af Hovedafdelingen. Vi har sidste år haft 3 turledere på turlederkursus i Rold Skov, og vi håber, at vi fremover får mulighed for at vores nye turledere kan komme på kursus.

Der har været et formidlingskursus for turledere i Kolding, hvor også en del af vores turledere deltog. Kurset var arrangeret af Hovedafdelingen.

I starten af året deltog en del af vores turledere og andre i et repetitionskursus i 1.hjælp fra Røde Kors på seks timer, og vi har et nyt 12-timers kursus i 1.hjælp på bedding her om lidt. Det er TRYG fonden, der har sponsoreret disse kurser for DVL over en treårig periode. Vi mener, det er vigtigt at tilbyde vores turledere kursus i 1.hjælp. Vi har netop indkøbt en lille førstehjælpstaske specielt beregnet til vandring og trekking til alle vores turledere, som de kan have liggende i deres rygsæk.

For at blive lidt på kursusområdet deltog medlemmer af bestyrelsen sidste forår i et kursusforløb, der havde overskriften ”Rekruttering og ledelse af frivillige” udbudt af Kolding Kommune. Kurset var et større kursus på 5 moduler af 4 timer og ganske gratis.

Kurset var henvendt til alle foreninger, der ønsker værktøjer og inspiration til at styrke den daglige rekruttering og ledelse af frivillige. Vi havde forstået, at der var mulighed for at 2 personer fra hver bestyrelse kunne deltage, men da der var plads nok, var vi oftest 3-4 medlemmer afsted. Vi var jo 4 forholdsvis nye i bestyrelsen, så det var ganske givtigt for os.

Som nævnt i starten har det været et år, hvor der virkelig er sket store omvæltninger på mange områder. I juni var vi 4 afsted på kursus i den nye turdatabase, en måned senere i den nye hjemmeside, og vi har netop været på et opfølgnings-/repetitionskursus.

Mange af vores turledere har været gode til at indtaste turene i den nye database, men endnu flere har vi nok givet lidt for mange grå hår i hovedet. Al begyndelse er svær, og husk at man meget gerne må bede om hjælp. Der er stadig noget, der også driller os, men vi ved hvor vi kan få hjælp. Meget tilrettes efterhånden, og der sker hele tiden forbedringer. Så vi ser frem til at alt kører på skinner på et tidspunkt. Men husk også – tålmodighed er en dyd.

Jeg synes, at turene på vores hjemmeside præsenteres rigtig flot. I forbindelse med den nye hjemmeside er det blevet muligt at udsende nyhedsbreve. Det kommer inden længe, men vi skal også kunne følge med.

 

 

Turplanlægning: Her har vi sidste år forsøgt os med 3 turplanlægningsmøder forår, sommer og efterår. Vi vil i bestyrelsen evaluere, om det er en god ide, eller om vi skal vende tilbage til 2 gange om året.

Vi har på nuværende 30 turledere, hvoraf 8 netop er kommet på listen over turledere. Vi er utrolig glade for at have mange turledere. Det er lidt forskelligt hvor mange ture turlederne har, og sådan skal det være. Men, at vi er mange, betyder at vi får et mere varieret udbud af ture. Det er vigtigt at man selv får mulighed for at vælge antallet af ture, om det så er få ture eller flere. Ingen skal presses til at lave flere ture end de magter.

Så er der også alle vores skønne vandrere. Vi er blevet flere, det er dejligt. Det kan skyldes flere ting. Det er blevet in at vandre, alle taler om at det er godt for sjæl og krop at komme ud i naturen,  og at opleve  i fællesskab med andre. Man falder hurtigt i snak med den, man tilfældigvis vandrer ved siden af. Det skulle efter sigende også have en gavnlig virkning på stress, og det er jo godt i disse stressramte tider.

Vi har fået et nyt rullende medlemskab, således at kontingentperioden løber et år fra indmeldelsesdatoen og ikke nødvendigvis følger kalenderåret.

Sidste år den 16/2 2018 havde vi 233 medlemmer i vores afdeling, den 14/3 2019 har vi 271. Tallet har svinget rigtig meget frem og tilbage i løbet af året. Det gør det altid, og nogen holder også op.

Vi har fået 46 helt nye medlemmer i 2018, og på nuværende tidspunkt har vi fået  24 nye medlemmer i 2019. Altså det drejer sig om medlemmer, der har meldt sig i foreningen for første gang. Det er ganske flot.

73 af vores medlemmer kommer fra andre kommuner end Kolding, fortrinsvis fra Fredericia, men også fra den sydvestlige del af Vejle Kommune.

Vi har holdt 6 bestyrelsesmøder i løbet af året og vores suppleanter deltager også i bestyrelsesmøderne. Vi har haft et travlt, men spændende år.

Vi har deltaget i 2 formandsmøder, 1 landsmøde og et regionsmøde. Vores kredsrepræsentanter i Friluftsrådet har deltaget i et årsmøde og et årligt møde, der fandt sted i Maribo på Lolland.

Her vil jeg så slutte min beretning med en stor tak til alle.

Tak for det gode samarbejde i bestyrelsen, og en særlig tak til Ejnar, der har været en meget stor støtte for mig her det første år i min formandstid.

Tak til alle turledere for alle de gode ture vi har haft på programmet, uden dem ingen Vandrelaug.

Tak til alle medarbejdere, der på anden vis har været og er med til at gøre foreningen til det den er.

Og selvfølgelig også til alle vores glade vandrere, der møder friske op til vores ture. Uden dem heller ingen Vandrelaug.