DVL går fra differentieret kontingent til enhedskontingent i 2025
Enhedskontingent: DVL’s medlemmer er glade for en kontingenttype, hvor de kan komme uden tilmelding, når de har lyst, og gå med på alle de ture i hele landet, de gerne vil deltage i. På baggrund af en survey blandt 792 medlemmer og formænd, hvor 344 responderede, er prisen sat til 295 kr. pr. halvår pr. medlem. Ud af de godt 344 tilbagemeldinger var mere end 2/3 pensionister. Pensionisternes tilbagemeldinger fordelte sig med ca. 45 %, som valgte prisforslaget på 285 kr., ca. 35 % valgte 325 kr. og ca. 20 % foretrak 360 kr. pr. halvår.
Dagspas: Dagspasset er primært målrettet de ægtefæller, som kun går med nogle få gange om året, forudsat de betaler over MobilePay nr. 19460, inden de møder op til turen. Dagspassets pris på 60 kr. forventes at modvirke økonomitænkning. Det skal ikke kunne betale sig at købe dagspas i stedet for at melde sig ind. Til gengæld kan man købe alle de dagspas, man ønsker. Begrundelsen for at deltageren betaler på MobilePay, før de ankommer til vandreturen, er, at turlederen skal friholdes fra at opkræve penge.
Støttemedlemskab: Når DVL’s medlemmer melder sig ud, er det ofte på grund af alder eller svigtende fysik. Mange ønsker fortsat at støtte foreningen men synes, at et fuldt kontingent er for højt, når de ikke længere går med på turene. Som støttemedlem vil man fortsat kunne følge foreningen via det elektroniske magasin, nyhedsbreve og medlemsfordele. Støttemedlemmerne inviteres til at støtte med et valgfrit beløb: 150 kr., 250 kr. eller frit valg. Kontakt sekretariatet på dvl@dvl.dk, hvis du er interesseret i et støttemedlemskab.
Støtte til frivilligt arbejde: Ved indmeldelse vil det blive muligt at tilmelde sig en støtteordning, hvis det nye medlem ønsker at støtte foreningens frivillige arbejde.
Betalingsformer. Al betaling er digital enten via MobilePay nr.19460, via kortbetaling eller PBS.
Forud for beslutningen om at indføre dette enhedskontingent er et langt og grundigt arbejde, som begyndte tilbage i starten af 2024. Her er strukturen blevet behandlet og revideret undervejs:
- Projektgruppemøder fra februar-maj
- Survey udsendt i april
- Styrelsesmøde d. 8. maj
- Formandsmøde d. 25. maj
- Styrelsesmøde d. 22. juni
- Online formandsmøde d. 26. juni
- Besluttet på Styrelsesmødet d. 26. august 2024
Enhedskontigent for alle voksne
- Medlemsnummer
- Kan gå med på alle ture
- Har adgang til ferieture
- Har adgang til kurser
- Har adgang til rabatter
- Kan booke sommerhuse
- Modtager Vandreliv digitalt
- Modtager VandreNyt + afdelingsnyhedsbrev
- Medlemskab for børn & unge under 25 år er gratis
Dagspas
- Pris pr. tur 60 kr.
- Betaling skal ske forud for turstart via MobilePay #19460
Støttemedlem
- Medlemsnummer
- Har adgang til rabatter
- Har adgang til Vandreliv digitalt og nyhedsbreve m.m.
- Selvvalgt kontingent over 150 kr.