Fotokursus: Bedre billeder – med et minimum af teknik

På dette kursus vil du på en let forståelig måde blive klædt på til at tage bedre billeder. Du vil lære om billedkomposition, valg af optagevinkel og billedudsnit, om at tage højde for lys og skygge, og hvornår det er en god idé at bruge blitz - og ikke at gøre det. Du vil også få en indføring i de grundlæggende fototekniske begreber som brændvidde, lukkertid, blænde og lysfølsomhed (ISO), og hvordan du ved selv at vælge indstillinger kan få præcis det resultat, du ønsker, i stedet for blot at overlade det til kameraets automatik og bare håbe på det bedste.
Du vil også lære noget om lysets farvetemperatur og hvidbalance og om et par nyttige filtre, som kan gøre dine billeder endnu bedre.
Selv om vi ikke skal prøve teorierne af i praksis på kurset, er det en god idé, at du tager dit kamera med, så du har mulighed for at afprøve de indstillingsmuligheder, som bliver gennemgået. Der er ikke tid til vejledning i, hvordan den enkeltes kamera indstilles, men du er meget velkommen til evt. at spørge om hjælp efter kurset.
Der kræves ingen forudsætninger for at deltage.
Pris: 190 kr. Medbring selv frokost og drikkevarer inkl. kaffe/te efter behov; vi holder en lille frokostpause midtvejs på kurset. Tilmelding: til sekretariatet i DVL, dvl@dvl.dk eller tlf. 3312 1165 senest 2 uger før kursusstart. Husk at oplyse medlemsnummer. Deltagerantal: Min. 6, maks. 12 personer. Underviser: Jan Valeur, mail: valeurfoto@gmail.com. Arrangør: DVL, Kursusudvalget.


Synes du ikke altid, at dine billeder lever op til dine forventninger? Ofte skal der kun meget lidt til for at gøre et billede meget bedre. Blot ved at være bevidst om nogle få ting og vænne dig til lige at "se" billedet, inden du trykker på udløserknappen, vil du kunne undgå nogle typiske "begynderfejl" og få et bedre resultat. Og med blot et minimum af teknik kan du også tage bedre billeder i situationer, hvor kameraets automatik ikke vil give et tilfredsstillende resultat.

Kursussted på kort

Indlæser…