Kvan-muffins med rosentop
Måske tænker du ikke så meget på det søde køkken, når du går langs stranden med saltduften i næsen. Men hold øje med kvanen, den er fin i både det søde og salte køkken.

Jeg kan godt lide den parfumerede smag sammen med den overvældende duft/smag af hybenrose. Kvan-muffins med rosentop er et af de absolutte hits på mine workshops, netop fordi smagen er så overraskende anderledes end noget, man kender.
Hvis nogen har lyst til mere info om vilde urter og få flere opskrifter, kan de tjekke min hjemmeside lamenagerie.dk.
LÆS OGSÅ Fisk med nordisk wasabi
Kvan-muffins med rosentop
100 gram smør
125 gram sukker
2 æg
1 deciliter mælk
150 gram hvedemel
2 teskefulde bagepulver
100 gram fintsnittede kvanstilke
2 spiseskefulde sukker
Fremgangsmåde:
Snit kvanstilkene meget fint og drys dem med de 2 spiseskefulde sukker. Vend et par gange, så sukker forener sig med saften fra kvanstilkene. Rør smør og sukker blødt. Pisk æggene i et ad gangen. Rør mælken i dejen og vend mel og bagepulver i. Rør forsigtigt sammen. Fordel dejen i muffinforme og læg kvanstilkene oven i dejen med en ske. Bages i ca. 20 minutter ved 175 grader. Mærk efter med en bambuspind eller lignende om kagerne er gennembagte.
Hybenrosentop
0,75 dl flormelis
1,5 dl hybenrosekronblade
100 g friskost
Fremgangsmåde:
Skyl og slyng rosenbladene. Blend med flormelis til en pasta, tilsæt EVENTUELT en lille smule ost for at få det til at køre i blenderen – og brug dejskraber eller ske til at skrabe siderne i blenderen, så cremen kan køre! Bland rosensukkeret i osten og fyld det i sprøjtepose og sprøjt en cremetop på hver muffin.
Af Merethe Svahn Hansen
Merethe Svahn Hansen er turleder i Roskilde Afdeling og har arrangeret en del urteworkshops/urtevandringer for Dansk Vandrelaug. Vi har bedt hende om et par af de bedste opskrifter, du selv kan afprøve i forbindelse med dine Maritime Vandringer.