Praktiske vandretips
Vi går i samlet flok under ledelse af turlederen.
Mødestedet er der hvor vandringen starter. Det er oftest en togstation eller et busstoppested. Kom i god tid, da vi tilstræber at gå til den annoncerede tid.
Medlemskab er ikke nødvendigt, men vi ser helst, at du melder dig ind fjerde gang du går tur med Dansk Vandrelaug. Ud over at du som medlem støtter et godt formål, får du række fordele som medlem (se disse under Bliv medlem).
Prisen for ikke-medlemmer er 30 kr. Medlemmer går gratis med. Enkelte ture har en anden pris – denne er så angivet i turbeskrivelsen. Medbring kontanter og helst i aftalte beløb. Hele beløbet indgår i foreningens økonomi til dækning af udgifter i forbindelse med ture og andre arrangementer.
Pauser: Der er pauser undervejs – normalt hver 5-10 km. Medbring selv lidt drikkelse og mad til pauserne.
Beklædning og fodtøj: Tjek vejrudsigten og medbring tøj, der passer til vejrudsigten. Fodtøj bør kunne tåle lidt vandpytter og lidt mudder. Vandrestøvler eller vandresko anbefales.
Toiletter kan du ikke regne med at finde på turen – din nødtørft skal derfor forrettes bag en busk e.l. og helst i forbindelse med de planlagte pauser. Efterlad ryksækken synlig på stien imens, således at turlederen kan se at du er i buskene. Derved undgår du at blive efterladt.
Sig til turlederen, hvis du skal i buskene uden for pauserne, eller hvis du vælger at gå fra. Derved undgår du at blive “tabt”, og at der skal startes en eftersøgning.
Eget ansvar: Du deltager på eget ansvar. Det betyder ikke, at du bliver overladt til dig selv, hvis du kommer til skade, men det betyder, at det er dit eget ansvar at overholde færdselsregler, naturens regler o.l. Det er også dit eget ansvar at sige fra, hvis du ikke magter at følge med flokken.
Farten kan variere fra tur til tur. Som regel er farten lidt højere på de længere ture, 5-6 km/t, end på de korte ture, 4,5-5 km/t, og på de helt korte er farten 3-4 km/t.
Turleder eller turlederne er angivet i turbeskrivelsen sammen med telefonnummer. Du er velkommen til at kontakte turlederen og få yderligere information.