Mærk naturen på egen krop

Det er når du bevæger dig til fods, at du oplever verden stærkest.

Vi kommer helt tæt på landskabet fx på kystvandring ved Århusbugten. Foto Marianne Bach

Vi kommer helt tæt på landskabet fx på kystvandring ved Århusbugten. Foto Marianne Bach

Underlaget mærkes under fødderne, vinden blæser i håret og alle naturens dufte rammer næsen. Med dine to ben som eneste transportmiddel kommer du helt tæt på landskabet og alt det liv, det har at byde på.

Det er lysten til naturen og til at udforske fremmede steder, som Dansk Vandrelaug er udsprunget af. Sådan kom det til udtryk, da foreningen blev stiftet i 1930. Derfor er et af vores mottoer ”mærk naturen på egen krop”.

Det handler om, at vi i Dansk Vandrelaug går os til oplevelser, der kan mærkes på krop og sind.

Det skal være nemt

Alt efter hvor i landet du bevæger dig, eller hvilket land du tager til, har naturen mange muligheder at byde på. Du kan støde på hyggelige skovlysninger, frodige bjerglandskaber, vild og utæmmet natur eller åbent land.

Med DVL’s mange planlagte ture skal det være nemt at opleve glæden og friheden udendøre. Vores turledere sikrer trygge rammer samtidig med, at du bliver mange naturoplevelser rigere.

Vekslende terræn gør naturen til et træningscenter, hvor du kan få pulsen op og udfordre dig selv på bakker eller blot mærke glæden ved at bevæge dig i det fri.

Læs også Med os går du aldrig for langt
Læs også Du er allerede en bedre vandrer end du tror

Respekter naturen

Mødet med naturen handler også om respekt. I sig selv er vandring den mest miljøvenlige transportform. I tråd med det sørger vi for, at planlægningen er præget af beskedent ressourceforbrug og ansvarlighed for naturen.

Du kan altså tage på et væld af vandreture og -rejser med god samvittighed. Til gengæld vil vores form for friluftsliv sætte et positivt præg på dit humør.

Når du vil tættere på naturen, kræver det ikke andet end et par gode sko eller støvler, så er du klar til at gå dig til spændende oplevelser. Mærk naturen med Dansk Vandrelaug.

Af Kristine Buske