Med os går du aldrig for langt

Du kender udtrykket ”at gå for langt”. Altså at overdrive en handling eller en beslutning – på en negativ måde. Hos Dansk Vandrelaug går vi aldrig for langt. Når vi tager ansvar for en tur, er den præcis så lang, som den skal være.

Vandrere ved Vesterhavet - Hvide Sande Strand, sommeren 2018. Foto Vagn Olsen.

Vandrere på Hvide Sande Strand. Foto Vagn Olsen.

Et af vores vigtigste mottoer er, at ”du kan gå længere, end du tror, når du går ud i naturen med Dansk Vandrelaug.”

Det er ment som en beroligelse til nye vandrere, der måtte være nervøse for at løbe tør for kræfter på vandreturen. Men det er samtidig et løfte.

Læs også Du er allerede en bedre vandrer end du tror

Vi hjælper vores medlemmer til at overgå det, de troede, at de kunne. I Danmarks dejlige natur og med en erfaren turleder i spidsen er du i trygge hænder. Og når turen er ovre, er du ikke træt. Tværtimod har du mere energi.

Desuden gør fællesskabet, at du ikke tænker over, hvor langt du går. Ofte går vi nemlig og snakker – og pludselig har vi gået 5 km uden at tænke over det, fordi vi tænkte over det, vi snakkede om.

Turlederen tager ansvar for turen

Hemmeligheden ved at gå er ikke vores. Tværtimod er det en sandhed: Mennesket er skabt til at gå. Det er en evne, som vores art har udviklet og raffineret gennem evolutionen.

Det, du får ekstra hos Dansk Vandrelaug, handler om andre ting, der er mere relevant at bekymre sig om: At du får en god tur. At du føler dig tryg og i godt selskab undervejs. At turen bringer dig forbi smukke udsigter eller andre naturoplevelser. Og at du er tilbage på det tidspunkt, du havde planlagt.

Vores turledere arrangerer turen, så den har en forudsigelig ramme. De øvrige vandrere sikrer, at turen har et positivt og interessant indhold.

Læs også Gå din egen vej med DR

Når de ting er i orden, rammen og indholdet, behøver du ikke at tænke over distancen. Den er næsten ligegyldig.

Oplevelser er bedst i fællesskab

Et par ekstra ord om indholdet. Mange store tænkere – fra Søren Kierkegaard til Nietzsche – har prist gåturen. De satte pris på at vandre alene i selskab med deres tanker.

Den slags ture kan være meget gode. Men hos Dansk Vandrelaug er fællesskabet en af de vigtigste værdier. Vi vandrer i fællesskab, fordi vi ønsker at dele de oplevelser, vi kommer forbi på vejen. Og fordi oplevelser, du har sammen med venner, bliver til større oplevelser – som giver lyst og energi til mere.

Så husk, hvis regnen siler ned eller gigten murrer i dine led: Med Dansk Vandrelaug går du aldrig for langt. For du kan gå længere, end du tror, når du går ud i naturen med os.

Af Carsten Johansen


Vi arrangerer også kortere ture i DVL – her er turvælgeren fx sat op til at finde vandreture i hele landet på op til seks kilometer. Zoom ind på kortet, klik på den røde mærkat og Vis tur for at få alle detaljerne.