Med stor optimisme træder vi ind i 2021 

2020 blev et turbulent vandreår på grund af corona-krisen og det medfølgende forsamlingsforbud. Vores vandreture og -ferier herhjemme blev stækket i lange perioder, imens udlandsvandreferier blev aflyst. Og vi fyldte 90 år uden for alvor at kunne fejre vores fine forening, men ...

Steen Købberø-Hansen, landsformand i Dansk Vandrelaug.

Steen Købberø-Hansen, landsformand i Dansk Vandrelaug.

Ikke desto mindre hersker der en ukuelig optimisme blandt medlemmer og frivillige. Da vi åbnede for turene igen i forsommeren, var der gang i den overalt – ekstra mange vandreture blev udbudt, og der var stor søgning til dem.

Vores topprojekt ”På toppen – med Dansk Vandrelaug” blev desværre også hårdt ramt af corona. Vi måtte aflyse alle topmøder undtagen det allerførste på Ejer Bavnehøj, som tiltrak ca. 250 glade vandrere. Dermed gik vi glip af mange flotte planer, gæstetalere og festivitas.

Den høje aktivitet hen over sommeren har betydet, at vi har gennemført ca. 500 På toppen-ture. Det er fantastisk flot. Da arbejdsgruppen fremlagde sine første planer i starten af 2019, havde vi håbet på 200 ture i alt. I stedet er hele 20 procent af de årligt ca. 2.500 vandreture blevet topture.

Mange toppe små og store

Turledernes iderigdom er kommet til udtryk på mange måder, når de har uddelt opture til erfarne og uøvede vandringsfolk. De har gået på velkendte stier, mens ruterne også har passeret alternative bakker, buler og endda tårne, som har ført til nye udsigtspunkter. En del ture er blevet gentaget, så flere har fået mulighed for at nyde de skønne ruter.

På toppen – med Dansk Vandrelaugs deltagerantal når op på ca. 9.500. Et antal der selvfølgelig ville have været langt højere uden forsamlingsbegrænsningerne. Det er rigtig godt gået af alle.

Så der skal herfra lyde en stor tak til de frivillige og især til turlederne for jeres ihærdige indsats.

Vi træder nu ind i 2021 og kan se lyset for enden af tunnelen. Jeg håber dermed, at vi snart slipper for deltagerbegrænsninger og tilmelding. I skrivende stund ligger der allerede over 800 vandreture klar, og mange flere er på vej. Vi har udsigt til en positiv vandrefremtid, og jeg glæder mig til, vi ses derude.

I ønskes alle et godt og lykkebringende nytår!

Emner