Når vandring er mere en blot det ene ben foran det andet

Martin og Britta Kaiser har skabt et nyt koncept for vandreture i DVL Kolding. De appellerer til yngre og eventyrlystne medlemmer med deres Walk'n Snork-ture, hvor deltagerne både får vandretur og bålmad, imens natten tilbringes i shelter eller telt.

Middag med Martin og Britta Kaiser. Foto privat

Bålmiddag med Martin og Britta Kaiser. Foto privat

Af Martin Kaiser

Mine kone og jeg har i en årrække snakket meget om, hvordan man i DVL kunne tiltrække nye medlemmer og måske også yngre medlemmer. Hvad er udfordringen? – Er det imaget af, at DVL kun er for folk over 70, turenes placering midt i ugen? eller længden af turene i weekenden, hvor man har fri fra arbejde? (de er alt for lange) … vi ved det ikke.

Vi tænkte, hvad ville vi selv synes kunne være interessant, og hvad ville kunne give os mod på et liv med DVL, hvis vi var nye medlemmer? Er der noget der mangler i DVL’s udbud? Til sidst fik vi ideen til at lave et koncept, hvor man får lidt mere end en gåtur – en oplevelse for både krop og sjæl. Det vil sige et koncept, hvor vi på den ene side gør noget nyt, men samtidig bevarer grundelementerne i DVL i en ramme, hvor alle kan være med.

Se, hvor du kan komme med næste gang

Så vi har skabt konceptet ”Walk’n Snork”

”Walk’n Snork” er en sheltertur med indhold, og skabelonen er den samme hver gang, så det er til at gå til for alle, og man ved hvad man kommer til (sådan nogenlunde).

På Walk’n Snork vil vi være i og bruge naturen både i dagtimerne og ved skumrings- og midnatstide. Hver tur har sit eget tema men fælles for turene er vandringer, oplevelser, natur, kultur, historier, hyggeligt samvær, spændende mad over bål og sove i shelter/telt.

På alle turene har vi fået et klogt hoved til at fortælle om dagens tema, og på de 4 Walk’n Snork i 2023 vil temaerne være:

Maj: Landbomuseet og Industrialiserings betydning i landskabet

Rundvisning på Landbomuseet i Kolding – stedet hvor gamle ting kommer på værdig pension. Det er et kig ind i vores kulturarv med traktorer, hestevogne og et væld af gamle maskiner og redskaber, der har været tilknyttet landbolivet gennem de sidste 100 år. Aftenvandring omkring Stallerup og Ferup Søer, industrialiseringen har sat et markant aftryk på naturen.

Juni: Krigenes spor i landskabet og lyde i natten

Dagsvandringen går over Randbøl Hede til den smukke Frederikshåb Plantage. Vi vil se en mængde kultur- og krigshistoriske spor i landskabet, som viser, hvordan mennesket har præget området i årtusinder. Nattevandringen har Syvårssøerne som mål sammen med naturkonsulent Jørgen Chemnitz fra Kolding, og vi forventer at vi skal høre natteravnen.

August: Grene Sandes åbne klitter og stjernehimlen ved Skt. Laurentius Tårer.

Vi skal bo i shelter med en pragtfuld udsigt over dele af Gyttegård Plantage og vandre blandt Grene Sandes åbne klitter og hedestrækninger. Nattens oplevelse vil handle om stjernehimlen i forbindelse med Skt. Laurentius Tårer, hvor vi har lavet aftale med professor i astrofysik Johan Peter Uldall Fynbo, der kommer og fortæller og lærer fra sig.

Oktober: Sankning og skov og strand i efterårets klæder

En sanketur af naturens frugter, bær og svampe, som vi skal bruge i og til madlavningen … i tærter, til pandekager eller som tilbehør. Aften- og nattevandringen forventes at blive en tur langs vandet og i skoven.

Det har været vigtigt for os at lave et koncept, hvor alle kan være med. Derfor laver vi kun denne første sæson af Walk’n Snork i sommerhalvåret, hvor temperaturerne forventes at være pænt i plus.

På den måde stilles der kun små krav til udstyr. Og apropos udstyr så bliver det et set up, hvor vi medbringer det meste og deltagerne kun skal have eget underlag med.

Hvis der sidder en og læser det her og tænker ”det har jeg jo ikke”, så er egen dyne og en fold-ud-madras fra Netto rigelig fint – alle ture laves med mulighed for at komme tæt på shelteret, så man ikke skal slæbe sine ting alt for langt (og vi har en trækvogn, hvis det kniber).

Hvem er vi:

Vi er Britta og Martin på henholdsvis 49 og 50 år, bosiddende i Gesten nær Vejen og Kolding. Vores familie består af 3 voksne børn, hund, kat og en skøn flok høns. Vi arbejder henholdsvis som projektmedarbejder ved LEGO A/S og som jobkonsulent ved Billund Kommune.

I DVL-regi har vi arrangeret vandreture i DVL de sidste 6 år, og det er typisk længere ture, vi udbyder. I år tager vi hul på ture med overnatning og vandreferier. Vores fokus på vores ture er formidling og samvær – du skal have noget med hjem. du ikke nødvendigvis vidste i forvejen – den gode historie og en god oplevelse er udgangspunktet.

 

Emner