På toppen – med Dansk Vandrelaug starter lige om lidt
Bliv bjergtaget med Dansk Vandrelaug. I hele 2020 vil vi arrangere vandreture med fokus på de danske højdepunkter.
Dansk Vandrelaug vil i 2020 med projektet ”På toppen – med Dansk Vandrelaug” arrangere vandreture af varierende længde, tempo og sværhedsgrad for at vække opmærksomhed på de mange bjergtagende, naturlige såvel som menneskeskabte højdepunkter i det danske landskab.
DVL’s 20 lokalafdelinger arrangerer ture på 2-5 km i børnetempo, eftermiddagsture på 5-10 km i et tempo, som selv uøvede voksne kan være med på, samt de lidt mere udfordrende længere ture. Topturene kan findes her.
Der er allerede annonceret over 200 topture i første halvdel af 2020. Og når 2020 er omme, vil årets topvandrere blive fejret, for hvem kommer højest op og hvem når op på flest toppe?
Dansk Vandrelaug har søgt Nordea-fonden om støtte til projektet ”På toppen – med Dansk Vandrelaug” og fik i begyndelsen af november 2019 brev om, at fonden vil støtte med i alt 1.150.000 kr.
Nordea-fonden har de næste år fokus på at støtte aktiviteter, der får flere ud i det danske landskab, så DVL’s projekt passede fint ind i den målsætning.
– Flere og flere danskere får lyst til at udfolde sig i det fri. Med DVL’s initiativ er der nu en ekstra god anledning til at snøre vandrestøvlen, smøre madpakken og i fællesskab med andre opleve landskabets fascinerende højdepunkter og udsigter, siger Henrik Lehmann Andersen, direktør i Nordea-fonden.
Festligere fødselsdag
Det betyder også, at vi den 18. maj 2020 har mulighed for at fejre Dansk Vandrelaug 90-års fødselsdag med en spændende faglig dag, hvor vi sætter fokus på vandring med højaktuelle emner.
Her kommer både indenlandske og udenlandske specialister, som kan fortælle om vandring, kvalitetsstier, vandrestiers betydning for lokalsamfundet og for turismen samt et kig ind i krystalkuglen om, hvorledes vandring vil udvikle sig i de kommende år.
Mange Topeventyr
Der bliver også mulighed for en øget indsats for at få mange andre end DVL’s egne medlemmer med ud på top-eventyr.
DVL’s landsformand Steen Kobberø-Hansen er stolt over den iderigdom, Vandrelaugets turledere allerede nu har udvist, og er glad for støtten fra Nordea-fonden, som gør det muligt at invitere begyndere udi vandring samt hjælpe naturuvante danskere til nye oplevelser sammen med vores 10.000 medlemmer.
De 7 topmøder plus starten på Ejer Bavnehøj og afslutningen på Hersted Høje får med den økonomiske støtte mulighed for at tilbyde et flottere og endnu mere tiltrækkende arrangement end oprindelig planlagt. Vi vil gerne have, at lokalbefolkningen omkring topstederne får lyst til at deltage.
På alle ture vil blive uddelt halsedisser med topturene og Nordeas logoer.
Den 1. januar 2020 åbnes ”Bloggen fra Toppen”, hvor ”Gruppen på Toppen” vil fortælle løst og fast om deres oplevelser i 2020. Det punkt er vi også selv meget spændte på.
Find alle Topturene og læs mere på denne side
Projektet er støttet af