Påsken byder på et væld af forårsvandreture

Fra Nykøbing Mors til Aakirkeby og fra Røsnæs til Søllested. Der er 26 fine vandreture på påske-programmet, hvor lørdagens Kløverstivandredag er en del af det righoldige udbud.

Vandreture i påsken. Sådan ser turprogrammet ud for hele påsken. Foto Google Maps.

Sådan ser turprogrammet ud for hele påsken. Foto Google Maps.

Der er to ture til nordjyderne påskelørdag. Kløverstierne i Nykøbing Mors – en byvandretur med Limfjorden som følgesvend. Mødested Morsø Turistbureau kl. 10. Og Kløverstidag i Sæby, hvor den blå kløversti med havnen, strandpromenaden og Nellemanns Have er målet, når vi mødes på P-pladsen ved havnen kl. 11.

Se samtlige Kløverstivandredag-ture her.

Midtjyderne kan tage med på Torsdagstur i det naturskønne Aarhus og omegn. Skærtorsdag mødes vi på Aarhus Rutebilstation kl. 9.55.

Hvis du er i det vestsjællandske område påskesøndag, vandrer vi Røsnæsspidsen rundt. Mød op på Efter Nybyvej 47 kl. 10 og tag med på strandturen.

Skovbundens forårstegn er værd at gå efter. Foto Pixabay.
Skovbundens forårstegn er værd at gå efter. Foto Pixabay.

På Sydsjælland kan du vælge Bisserup – Holsteinborg, hvor både vand, strandskov, kirkesti og åbne vidder skal forceres. Det er 2. påskedag, den tur er på vandreprogrammet – vi mødes kl. 10 på P-plads Bisserup Camping.

Københavnerne har rigtigt mange ture at vælge imellem. Hvad siger du fx til Kløversti Vestamager, hvor det gælder Pinseskoven, Hejresøen, diget og Amager Naturcenter? Mødestedet er Vestamager Station kl. 11 påskelørdag. Eller en frisk tur 2. påskedag langs Usserød Å – Æblehaven – Arboretet – Vedbæk, hvor vi mødes kl. 10.05 på Nivå St.

Zoom ind på kortet og find flere påske-vandreture nær dig.

Bemærk, det er gratis for alle at tage med på kløverstivandreturene påskelørdag. Gæster betaler normalt 30 kr. for at vandre med på DVL’s ture.