Vandrestien i Gammelgab

Vesterhavsstien

En 160 km. lang kystlinie med klitter og bagvedliggende klithede med sortbær, lyng og laver. Bagved finder vi lavvandede lagunefjorde som Ferring Sø, Nissum Fjord, Vest Stadil Fjord, Ringkøbing Fjord og Filsø.

Af beplantninger er der Husby Klitplantage, Blåbjerg Klitplantage og Kjærgård Klitplantage. I sin tid plantet som værn mod sandflugt, nu tjener de mest som rekreative områder og får mere og mere karakter af urskov.

Vesterhavsstien holder sig tæt ved kysten, på behagelige vandrestier og hele tiden med mulighed for at gå til stranden.

Der findes ikke en samlet afmærket vandrerute langs vestkysten. Men det kan lade sig gøre at gå ad stier næsten hele vejen fra Thyborøn til Vejers. De få steder uden stier tager vi stranden eller, hvis der er en oplevelse at gå efter, lidt landevej.

Vagn Andersen og Marie Andersen har gået hele vejen. Deres beskrivelse får du her:

Kommer vi til Thyborøn i bil, kan vi parkere ved Kystcentret på Kystcentervej. Kystcentret er et besøg værd, ligeledes jyllandsakvariet.dk og seawarmuseum.dk. Bag Kystcentret går en sti på dæmningen. Følger vi den mod vest, kommer vi uden om byen, forbi kirken og Sneglehuset, til en rasteplads med borde, bænke, grillplads og toiletter, nær ved redningnr. C223 geokoordinater 56.696217,8.199017.

I klitterne bag rastepladsen findes en hel koloni bunkere. Det er stadig synligt hvordan man har prøvet at camouflere bunkerne med tag og andet, som skulle få dem til at se ud som en almindelig fiskerby.

Kommer vi nordfra med færgen fra Agger, kan vi gå tværs over Harboørevej, gå med Ringvejen og videre med cykelstien, som fører til før nævnte rasteplads.

Har vi brugt tiden på alle seværdighederne og skal vi se se os om efter natlogi, er der ikke langt til Thyborøn Hotel,  camping- hotel og hytteplads thyboroncamping.dk og på Harboørevej 10 findes danhostel.dk.

Den 160 km lange vandrerute er delt op i disse mindre stykker:

Thyborøn til Langerhuse ca. 9 km

Er vi friske til at gå videre, tager vi cykel- og gangstien fra førnævnte rasteplads sydpå igennem vådområder, forbi søer og hele tiden med udsigt til Cheminova mod øst. Det kan ikke anbefales at gå ved havet, idet man i så fald skal passere affaldsdepotet ved Høfde 42, hvor det ikke er tilladt at færdes. Ved redningsnr. C222 geokordinater 56.6811,8.81556 findes bord/bænk samt informationstavle. Ligeledes på rasteplads ud for Ceminova redningnr. C220 geokoordinater 56.63185,8.1556

Efter ca 9 km kommer vi til Langerhuse. Vi forlader cykelstien som svinger mod øst. Tager i stedet stien mod vest og passerer DCU Camping Vesterhav.

Langerhuse til Ferring ca. 11 km

Syd for Campingpladsen ud for redningnr. C214  geokoordinater  56.62325,8.152983 er et gammelt redningshus indrettet til museum. Det kan åbnes via en kode som kan fås pr. telefon ved indgangsdøren. Der er borde og bænke til en lille pause.

Videre går det de næste ca 7 km, først sti på klitten forbi Vrist, senere, fra redningsnr. C198 geokordinater 56.583083,8.135633, langs stranden eller stier og veje imellem sommerhuse til Vejlby Klit.

Her findes indkøbsmulighed ved Eurospar på hovedstrøget Vejlby Klit samt Cafe John Wayne, isbar og pub. Lige øst for byen findes et trinbræt Viktoria Street Station med ret hyppige afgange med VLTJ toget mod Lemvig og Thyborøn. Se lemvigbanen.dk.

Syd for sommerhusområdet ved redningsnr. C192 geokoordinater 56.565103,8.132093 går det videre imellem Ferring Sø og klitten ad en trampesti (4 km) igennem smuk natur tilFerring. I Ferring findes en del kunstudstillinger, den ældste/berømteste er Jens Søndergårds Museum ved redningsnr. C183 geokordinater 56.526317,8.1171. Her findes også toilet og en lille frokoststue. Lidt inde i byen findes bovbjergcamping.dk.

Ferring til Høfde Q ca. 6 km

De næste 4 km går stien på den høje skrænt forbi bovbjergfyr.dk, som absolut er et besøg værd, og forbi Trans Kirke. Det kan også være en oplevelse at starte turen på stranden og se skrænterne nedefra. Så kan vi tage trappen fra stranden op til Bovbjerg Fyr.

Når vi har passeret Trans Kirke og Trans Ferieby er det slut med stien og den næste km går vi på stranden. Så kommer Dybå´s udløb ved redningsnr. C179 geokordinater 56.4867,8.123333 og vi må tage en sti op på skrænten til vi kommer til høfde Q ud for Fjaltring ved redningsnr. C178 geokoordinater 56.475,8.125267. Her er shelterplads med bål og bad.  1 km inde i landet, er der vandrehjem og indkøbsmulighed i Fjaltring.

Høfde Q til Thorsminde ca. 12 km

Fra Høfde Q og 3 km sydpå må vi gå på stranden. Derefter, på de næste 5 km kan vi vælge stranden, arbejdsvejen på klittens top eller gå langs asfaltvejen på østsiden af klitten til Thorsminde. Vælger vi asfaltvejen (fra redningsnr. C175 geokoordinater 56.43725,8.12335) er det værd at besøge udsigtsplatformen på Pumpehuset i den nordlige ende af Nissum Fjord. Her er, foruden kort og informationstavler, en fantastisk udsigt over fjorden og det omkringliggende landskab, som rummer nogle af Vestjyllands vigtigste fuglelokaliteter. Hele Nissum Fjord samt en hel del landarealer er udlagt som vildtreservat, for at beskytte rastende og ynglende vandfugle. Se naturstyrelsen.dk Publikationer, reservatfolder, Nissum Fjord. Desuden er der kort og informationstavler på stedet.

Ved næste redningsnr. C174 kan vi gå over klitten og bort fra trafikken igen. I Thorsminde er der indkøbsmuligheder, grillkiosk på havnen og campingplads. Der er et ret aktivt surferliv fra campingpladsen, der fiskes en del fra molerne både på fjordsiden og på havsiden. Og så er der et nyindrettet strandingsmuseum.

Fra Thorsminde er der bus til Vedersø Klit og Ulfborg/Holstebro.

Thorsminde til Bjerghuse ca.6 km   

Så går det igen sydpå. Enten cykelsti langs vejen, eller langs stranden. Der er redningsveje over klitten så vi kan skifte fra det ene til det andet. Ca. 2 km syd for Thorsminde findes ved cykelstien, ved redningsnr. C160 geokoordinater 56.349817,8.121183, mindesmærket over strandingen af de 2 engelske krigsskibe, Georg og Hms Defense i 1811, hvor der omkom 1400 mand. Efter yderligere ca. 4 km ankommer vi til Bjerghuse.

Kommer vi med cykelstien går vi ind på Bjerghusevej, som bliver til en sti, sydpå til Spidsbjergvej. Kommer vi med stranden forlader vi den ved Spidsbjerg strand redningsnr. C156 geokoordinater 56.315583,8.121766 (den 1. overgang syd for Bjerghuse, og der er toilet). Vi går lidt østpå ad Spidsbjergvej og kommer så til den sti, som kommer fra Bjerghuse og fører videre sydpå.

Bjerghuse til Vedersø Klit ca. 8 km

Nu går det 3.5 km sydpå ad stier. Vi går på kanten af Husby Klitplantage. Se naturstyrelsen.dk publikationer, vandretursfoldere, Vestjylland, Husby Klitplantage. Man kommer forbi Marens Maw, en høj klit med god udsigt over landskabet, igennem en klithede, hvor man kan være heldig at finde soldug og blå ensian. Lige før man lander på en tværgående grusvej, Græmvej, er der en badesø på venstre side. Her forefindes grill og toilet.

Vi følger Græmvej vestpå til p-pladsen ved redningsnr. C154 geokoordinater 56.290433,8.125133 og finder cykelstien, følger den nogle få meter og tager den 1. sti mod vest/syd (cykelstien fører ind i landet) og går ca. 4 km bag ved klitterne, det sidste stykke på grusvej, til Vedersø Klit.  Ved Vedersø Klit Camping er der gode indkøbsmuligheder.

 

Vedersø Klit til Søndervig ca. 22 km, med afstikker over Vest Stadil Fjord

Fra Vedersø Klit går vi videre sydpå ad Øhusevej, som går over i Vedersø Klitvej. Hvor Vedersø Klitvej slutter, går vi nogle få meter sydpå ad Husby Klitvej. Den første markvej mod øst fører os ud i Stadil Fjord-området. Et genskabt vådområde med et rigt fugleliv. Se naturstyrelsen.dk Publikationer, vandretursfoldere, Vestjylland, Vest Stadil Fjord.

Vi går østpå ad markvejen indtil vi rammer diget langs Sundåen. Her drejer vi sydpå og følger diget, til vi møder en asfaltvej, Skelmosevej. Den følger vi vestpå til vi kommer til Jens Bjerg-Thomsens Jagthytte på en stor parkeringsplads med informationstavler og god udsigt til fuglelivet på fjord og enge. På den modsatte side af vejen er der toiletter, bord, bænk og grill og et godt stykke sydpå et fugletårn.

Vi følger Skelmosevej vestpå til vi igen rammer Husby Klitvej, følger den sydpå indtil første vej vestpå over klitterne og går så herfra langs havet videre sydpå. Efter 1.3 km ved redningsnr. C133 geokoordinater 56.193055,8.126161, kan der laves en afstikker over klitterne for at besøge Strandgården, et museum med skiftende udstillinger og en kaffestue.

Tilbage på stranden følger vi den små 2 km til Sidselbjerg Strand redningsnr. C131 geokoordinater 56.176691,8.122205. Her bliver klitlandskabet så bredt, at det er behageligt at gå ad trampestier i læ for vestenvinden de næste km.

Efter 2 km i zigzag kan man ved redningsnr. C114 geokoordinater 56.151527,8,116301 tage en afstikker til stranden igen. Her ligger bunkerne fra Kryle-Ringelnatter-stillingen. Meget af de oprindelige 50 betonanlæg ligger både foran, i og bagved klitterne. Selv i forfald et imponerende syn. Søger man på google “Ringelnatter-Krylen” er der en del oplysninger om netop dette bunkeranlæg.

Tilbage i klitterne ved redningsnr. C115 geokoordinater 56.153964,8,116914 er der toilet, borde og bænke. 3 km sydligere ved redningsnr. C103 geokoordinater 56.131855,8.111515 bliver klitterne så smalle og sårbare, at vi må gå det sidste stykke til Søndervig på stranden eller i sommerhusvejenes labyrint. Vælger vi at gå imellem sommerhusene, passerer vi på Lodbergsvej 44 sandskulpturparken, som bliver etableret hvert år i juni og kan beundres hele sommeren.

I Søndervig er der masser af forretninger og spisesteder. Ved soendervigcamping.dk kan der lejes både hytter og lejligheder.

Afstikker til Ringkøbing

Fra Søndervig kan der laves en afstikker langs Fjordstien, ca. 9 km, til Ringkøbing. En hyggelig gammel handelsby med fjordhavn. På tilbagevejen kan man gå ad Bagges Dæmning syd om Søndervig og ramme cykelstien i mellem sommerhusene (ikke den asfalterede langs vejen), som fører mod Hvide Sande.

Der er gode busforbindelser til Ringkøbing og Hvide sande fra Søndervig.

 

Søndervig til Hvide Sande ca. 18 km

På næste etape fra Søndervig til Lyngvig Fyr kan vi vælge at gå ad cykelstien. Cykelruten starter  på Nordsøvej bag ved supermarkedet. Den er jævn og nem at gå på, veksler mellem asfalt og grus, men er ret trafikeret også med biler, idet den går igennem sommerhusområder. Vejen/cykelstien er ca. 8 km og godt afmærket.

Vil vi hellere gå i klitlandskab på små stier, er der den mulighed at forlade Nordsøvej lidt syd for Søndervig ved Plantagevej og følge den 400 m vestpå.

Der hvor Plantagevej drejer skarpt mod øst igen findes en sti, som går stik syd. Herfra kan man gå ad trampestier næsten helt til Lyngvig Fyr. Det går igen lidt i zikzak. Man kan altid få et overblik, når man runder en klittop. Det, som trampestierne kræver af ekstra energi, får vi igen ved udsigten over både hav, klitheder og fjord. Holder vi mest mod syd rammes Lyngvig Fyr til sidst. Den sidste km kan vi gå ad cykelstien, som her går så vestlig, at den nærmest er svær at undgå. Ved Nørre Lyngvig, redningsnr. C066 geokoordinater 56.050764,8.09889, er det muligt at komme op i fyret og få et overblik over området. Ikke langt fra fyret ligger lyngvigcamping.dk.

Fra Lyngvig fyr er det en god ide at følge cykelstien (her uden biltrafik) i klitlandskabet 3 km mod syd, indtil man rammer parcelhuse og Geflevej. Følg Geflevej øst på til Parallelvej, følg den mod syd 1 lille km og drej derefter mod øst til Ringkøbing Fjord. På stien langs fjorden kan man se Anker Fjord Hospice, surferaktiviteter, kabelpark og livet omkring fjordhavnen Tyskerhavnen, indtil man når slusen ved Hvide Sande.

Allerede nord for slusen findes indkøbsmuligheder, turistinformation og museet Fiskeriets Hus og danhostel-hvidesande.dk på Numitvej 5. Udsigtspunktet Troldbjerg lige ved rundkørslen er en bestigning værd. Vi har her et fantastisk udsyn over hav, fjord, strand og by. Byen har slusen, et godt handelsliv, en interessant havn, skibsværft og flere gode spisesteder.

 

Hvide Sande til Nymindegab er der ca. 29 km

Den flotteste måde at starte turen på, er ved at gå langs fjorden. Fra rundkørslen syd for slusen går vi til venstre gennem havnen Mamrelund, passerer husbåde og sheltere, finder Fjordstien og følger den ca. 2 km forbi kirkegården til surfskolen. Her går vi tværs over Søndergade og følger Karen Brands Vej. Nu er der vej/cykelsti helt til Nymindegab. De første km deler vi cykelstien igennem sommerhusområdet med bilerne.

Hvis vi vil undgå dette, kan vi gå over klitten og følge stranden sydpå de næste 4 km. Ved redningsnr. C027 geokoordinater 55.94958,8.145252 kan vi så gå øst for klitten igen. Vi møder cykelstien ved Dancamps Campingplads, bliver ført tværs igennem denne og er så på en rigtig cykelsti i en næsten uberørt klithede de næste mange km, kun afbrudt af mindre sommerhusbebyggelser. Der er 3 campingpladser på strækningen: hvidesandecamping.dk, dancamps.dk og bjerregaardcamping.dk . Den sidste ligger på fjordsiden.

Det er en oplevelse at gå ude på så store sletter og klitter med den sparsomme bevoksning som er naturlig for området. Selve stien er belagt med stenmel og behagelig at gå på. De få steder, hvor den går igennem bebyggelser, deler man grusvejen med biler. Stien er godt afmærket. Før vi når Nymindegab, passerer vi en strækning på ca. 1.5 km, hvor hjemmeværnet har skydeterræn. Det er godt indhegnet og afmærket med skiltning. Nogle hejste, røde balloner fortæller, når der er skydning. Men der skydes mod vest, så det er ufarligt at færdes på stien. Til gengæld er der så farligt på stranden. Det er altså under alle omstændigheder bedst at blive på cykelstien.

Det er også her, at det er mest interessant. Vi kan ane Tipperne mod øst og den sydligste del af Ringkøbing Fjord dukker frem. Det gule Nymindegab Kro & Badehotel kan ses i det fjerne. Vi passerer et par fiskesøer og går på en dæmning det sidste stykke mod Nymindegab. Her går vi over resterne af “gabet”, altså udløbet fra Ringkøbing fjord. Fra midten af det 17. århundrede til 1845 vandrede udløbet fra 10 km nord for Nymindegab til Houstrup Strand i syd. Årsagen til denne vandring var sandflugt og til tider stormflod. Man prøvede i tidens løb at sikre en forbindelse mellem fjord og hav. Det lykkedes for alvor i 1931 med slusen i Hvide Sande. Nu ligger det gamle gab som indsøer og enge. Et dejligt naturområde.

Kort tid efter vi er gået igennem en tunnel, når vi  Nymindegab Familie Camping på Lyngtoften.

Nymindegab til Henne Strand ca. 10 km

Fra campingpladsen  kan vi gå direkte sydpå igennem Blåbjerg klitplantage. Se naturstyrelsen.dk.
Publikationer, vandretursfoldere, Blåvandshuk, Blåbjerg – Nyminde Klitplantage. Vi følger stien, som går sydpå ad campingpladsens vestlige side. Lidt syd for pladsen drejer vi mod vest.  Vi følger en afmærket gul sti ca 2.5 km igennem fyrreskov på blød skovvej, indtil vi når asfaltvejen Gammelgabvej, følger den en lille km vest på til P-plads. Så går det sydpå de næste 2.6 km igennem føromtalte englandskabet, indtil vi rammer Houstrup Strand. Her er en stor parkeringsplads og toilet.

Nu kan vi fortsætte langs stranden. ca. 3.5 km lige ud på flad strand. Skulle vi få lyst til et bad er manglende badedragt ikke noget problem, idet noget af stranden er fribadestrand. Henne Strand, ved  geokoordinater 55.744025,8.174266, kan ikke overses, der ligger en cafe helt nede på stranden. Fra cafeen i klitten er der 1 km. ind til hennestrandcamping.dk og danhostelhennestrand.dk på strandvejen 458 og flere indkøbsmuligheder og spisesteder.

Men vi kan også fortsætte igennem det vidunderlige engområde (stien fortsætter bag toiletbygningen). Vi går i læ af klitterne med enge, græssende heste, små søer og moseområder øst for os. Stien bliver på et tidspunkt til en ridesti, og pludselig har vi også sø- og moseområde vest for os.

En rigtig fin oplevelse. Når ridestien drejer for meget mod øst finder vi en smal sti som fører sydpå. Stien bliver stedse smallere men så kan vi øjne Henne Strands sommerhuse og holde retning efter dem. Stien rammer Uglevej, Regnspovevej og så Gøgevej. Efter en god km på veje, når vi Strandvejen og Henne Strand Camping.

Henne Strand til Børsmose Strand over Filsø ca. 15 km

For at komme videre sydpå, tager vi stranden til vi møder Henne Mølle Å ca. 2.5 km sydligere ved redningsnr. A138 geokoordinater 55.719162,8.165819 Der er en bro over åen ved Henne Mølle Å Badehotel lidt inde i landet.

Nu anbefaler vi at tage fri fra strand og klitter et stykke tid og nyde den genskabte Filsø med dens rige fugleliv i stedet for. Vi følger Hennemølleåvej østpå (2 km), eller vi går ad trampestien på nordsiden af Henne Mølle Å, så Porsmosevej sydpå små 400 m. Lige før Tegnebjerg fører en gangsti østpå ud i eng og moseområde langs med Filsø.

Der er lavet gangbro meget af vejen i det fugtige område. Der er fugletårn og udsigtspunkter undervejs. Ved Filsøgård må vi op på asfaltvejen, som nu hedder Kærgårdvej, for at komme uden om gården. Derefter tager vi ned til søen og et fugletårn mere. Stien slutter på en parkeringsplads.

Herfra går vi tværs over Kærgårdvej mod vest og befinder os nu i Kærgård Plantage. Vi går 1.27 km vestpå ad en skovvej igennem egeløv beklædte klitter.

Egekrattet er rester af Jyllands oprindelige skov, som gentagne gange er blevet dækket med flyvesand, men som hver gang har formået at vokse igennem igen. Efter 1.27 km  lægger vi egekrattet bag os og går videre i fyrretræsbeplantning. Vi drejer mod syd ved geokoordinater 55.700240,8.174980 ad en fin skovvej. Efter 1.8 km møder vi en tværgående vej, følger den nogle få m mod øst og drejer sydpå med den første skovvej, som vi møder ved geokoordinater 55.687032,8.165544 og følger den små 2 km mod syd, til vi møder Børsmosevej ved en lille rasteplads ved geokoordinater 55.671262,8.157108. Vi går vestpå med vejen  til Børsmose Strand og børsmosecamping.dk

Børsmose Strand til Vejers Strand ca. 7 km

Fra Børsmose Campingplads går vi sydpå ad klitveje eller på stranden til Grærup Strand og videre til Vejers. Ved Vejers er det tilladt for biler at køre på stranden. Indkøbsmuligheder på Vejers Havvej og vejersfamiliecamping.dk  Sydvest for Vejers Havvej ligger vejersstrandcamping.dk

Nu bliver det svært at komme videre syd på til Blåvand. Området syd for Vejers er militært skyde område og det er ikke tilladt at færdes her de 200 dage om året, hvor der skydes. Går vi langs stranden skal vi forcere to åer, som løber ud i havet, og som kan være for dybe at gå igennem. Og her er også adgang forbudt de 200 dage om året, hvor der afholdes skydeøvelser. Der går en grusvej fra Vejers til Blåvand, men den er støvet og kedelig (6 km lige ud) og ligeledes lukket, når der er skydeøvelser.

I stedet kan vi tage cykelstien langs med Vejers Havvej, ramme Kyst til Kyst-stien og følge den Vestpå til Blåvand eller følge den østpå til Varde, hvorfra vi kan tage toget tilbage til Thyborøn, hvis vi skal have afhentet vore biler der.

 

Vejers Strand til Kyst til Kyst sti ca. 10 km

Uanset hvad vi vælger, starter vi med at følge cykelstien langs Vejers Havvej østpå. Den er asfalteret, men går gennem en unik klithede. Vi passerer den ensomt beliggende Mosevrå Kirke. Efter 6.5 km går vi over lyskrydset på Blåvandvej og følger cykelstien mod syd til Bordrupvej. Den følger vi mod øst Ca. 400 m og finder Kyst til Kyst-stien, som kan følges helt til Vejle eller til Blåvand.

Hvis vi er heldige er der en skovvej øst for Mosevrå Kirke, som ikke er lukket for skydning. Vi får 2 km mod syd/sydøst igennem klitplantage uden anden trafik end nogle tværgående mountainbikestier. Skovvejen munder ud på Blåvandvej, som vi så kan følge de 400 til Bordrupvej.

Af Marie Andersen, korrektur Nelly Thomsen


Gode råd

Googlemaps.dk kan være god at støtte sig til. De fleste steder kan man ane stierne, når man zoomer tilstrækkeligt ind. Som støttepunkter har vi flere steder sat geokoordinater og redningsnr. ind.

Desuden er ruten tegnet op på Viewranger også under navnet Vesterhavsstien.

Vi har i det følgende oplyst campingpladser og vandrehjem. Desuden kan man søge på bedandbreakfastguide.dk og airbnb.dk for overnatning.