
I de stejle skrænter ned mod Roskilde Fjord og Kattinge Vig kan vi se rester af køkkenmøddinger fra stenalderen. I stævningsskoven kan vi se et eksempel på en gammel og helt speciel type skov. Måske møder vi nattergalen eller en snog på vores tur. Vi passerer shelterpladserne, og i Stilleskoven prøver vi ofte kræfter med stillevandring. Ca. midtvejs holder vi en lille pause, hvor du kan nyde din medbragte snack – eller stikke afsides for en privat pause.

Siden sommeren 2019 har Dorte fast en gang om måneden taget os med i Boserup Skov. Vi starter og slutter i Roskilde Havn, og ofte afsluttes turen med en hyggelig kop kaffe – for egen regning.
Vi forsøger at gå nogenlunde samme rute hver gang, dette kan dog afhænge af vejret, men ved at gå den samme rute, får vi øjnene op for de ændringer, der sker i naturen i løbet af året. Om foråret finder vi både hvide, gule og blå anemoner i skovbunden, snart springer bøgen ud og inden vi ser os om er skoven igen ved at tabe bladene med de smukkeste gule, røde og brunlige farver.
Turen er på ca. 8 km, gennemføres i moderat tempo og de fleste som i forvejen kan gå 5 km kan deltage. Turen er dog ikke velegnet for barne- og klapvogne, da en stor del af turen foregår på små jordstier i Boserup.
Kom med på denne hyggelige tur i noget af Roskildes måske smukkeste natur.
Dorte Vistrup Madsen, Turleder, DVL Roskilde