Skjoldungernes stier

Skjoldungestien er en vandrerute mellem Hvalsø, Lejre og Roskilde.

Skjoldungestien er en 50 km vandrerute, der snor sig ud og ind gennem det historiske landskab og forbi en række af de vigtigste udflugtsmål i nationalparken. På turen vandrer du både gennem skove, langs åer, moser og enge og ud langs Roskilde Fjord.

Du kan gå ruten ad mange veje og etaper. Fx går ruten forbi både Hvalsø, Lejre og Roskilde stationer, hvor du kan hoppe på og af og tage toget tilbage. Ruten er formet som et kryds, der skærer i Gl. Lejre. Herfra kan du gå i fire retninger: Mod Roskilde eller Hvalsø – eller mod Osted eller Gevninge.

Læs om overnatning langs Skjoldungestien her.

Mange steder går du på trampestier, hvor det ikke er muligt at have kørestol eller barnevogn med. Tag godt fodtøj på og orienter dig om vejret.

Se kort over ruten og læs mere om rutens mange oplevelser her eller hent nationalparkens folder over Skjoldungestien.