Så åbner vi endnu mere

Den 6. maj blev næste skridt i åbningen af Danmark taget. Og det er godt både for vores medlemmer og vores vandreture.

Kysten ved Rågeleje. Foto Karen Schmolke.

Kysten ved Rågeleje. Foto Karen Schmolke.

Vi har nu mulighed for at gå op til 75 på vores vandreture, dog fortsat med tilmelding. Og op til 75 betyder, at ventelisterne skrumper ind, hvilket er godt nyt for alle medlemmer.

Det er blevet meget lettere at komme ud og vandre i vores gode selskab – du behøver ikke længere at sidde klar ved computeren for at tilmelde dig præcis 14 dage, før turen sættes i gang.

God plads eller færre deltagere

Afstandskravet et sat ned til 1 meter, idet dog man bør holde 2 meter, hvis der er mulighed for det. Og det er der jo som oftest ude i naturen, imens det kniber lidt inde i byerne.

Den enkelte afdeling og turleder kan derfor vælge at sætte deltagerantallet lavere end de 75. Og det er der en del, der gør, hvilket lyder fornuftigt og velovervejet i mine ører.

Den store genåbning vil helt sikkert forårsage mere smitte i samfundet. Derfor må vi forvente lokale/regionale nedlukninger i den kommende tid.

Heldigvis gør vores tilmeldingssystem det nemt at give deltagerne besked, såfremt en tur må aflyses. Men det er stadig vigtigt, at du holder dig orienteret på enten landsforeningen eller din egen afdelings hjemmeside, om og hvordan turene gennemføres. Derudover udsender afdelingerne nyhedsbreve, hvor de seneste aktuelle forhold er nævnt.

Husk at holde øje med vores corona-retningslinjer.

Du ønskes god tur.

Venlig hilsen
Steen

Emner