Tværs over Skotland med en pioner i rygsækken

I den sydlige del af Skotland kan man vandre fra kyst til kyst på John Muir Way – en 215 km lang rute opkaldt efter en skotte, der har sat sine spor både i sit fødeland og siden i særdeleshed som emigrant i USA.

Der er tydelige skilte langs John Muir Way. Foto: Dorthe Bendtsen.

Der er tydelige skilte langs John Muir Way. Foto: Dorthe Bendtsen.

På den ene side græsser en flok får, på den anden fejer vinden hen over lyngklædte bakker. Bag mig ligger den by, jeg forlod for nogle timer siden, og på toppen af bakken længere fremme venter dagens belønning: En storslået udsigt over Storbritanniens største sø, Loch Lomond.

Denne julidag i 2017 er min første dag på John Muir Way, og i de næste 10 dage vandrer jeg fra Helensburgh i vest til Dunbar i øst – fra den by, hvor John Muir som 10-årig sammen med sin familie stævnede ud mod et nyt liv i Amerika, og til byen, hvor han blev født i 1838.

De to byer blev i 2014 forbundet af John Muir Way, der er etableret som en hyldest til ham og for at anspore til vandring og cykling i den smukke skotske natur.

Både solbriller og regnslag

Bag ruten står Scottish Natural Heritage, der har opdelt den i 10 etaper på mellem 15 og 29 km. Ruten løber i det skotske lavland uden bjerge, så den er ikke svær at vandre på, og stierne er generelt gode og skiltningen tydelig.

Selv om det er kronologisk bagvendt i forhold til John Muirs liv, så anbefales det, at man vandrer fra vest mod øst, så man har vestenvinden i ryggen. Solen skinner jævnligt på mig, og vind er nu ikke noget problem, men jeg oplever også en del vådt føre – regn, dis og strækninger med meget vand på stien.

Meditative vandveje

Turen går gennem varieret natur og små og større byer og forbi mange historiske bygninger og monumenter. En del af ruten går langs Forth & Clyde Canal (1790) og Union Canal (1822). Vandringen bliver næsten meditativ, fordi sti og kanal bliver ved og ved. Indimellem bliver flowet brudt af små, gamle sluser, og et enkelt sted ledes kanalen over en slugt i den smukke Avon akvædukt fra 1822 – en særlig oplevelse at gå langs en kanal i mange meters højde!

Hvor de to kanaler mødes, skulle der i gamle dage 11 sluser til at overvinde de 38 meters forskel. I dag er de afløst af Falkirk Wheel fra 2002, verdens eneste roterende bådelevator!

Historiens vingesus

Omtrent halvvejs går ruten nordpå og løber resten af vejen mere eller mindre tæt på kysten af fjorden Firth of Forth. Stien går helt tæt på Blackness Castle fra 1400-tallet, der skyder sig ud i fjorden med silhuetten af hele tre broer fra 1890, 1964 og 2017 bagved – fortid og nutid i skøn forening.

Ruten går igennem Edinburgh, men da jeg allerede har tilbragt et par dage her, tager jeg et tog og sparer nogle timers gang gennem byen. Med den skotske hovedstads skyline i ryggen går jeg nu tæt på kysten, hvor der flere steder ligger store, firkantede betonklodser. De stammer fra anden verdenskrig, hvor de skulle forhindre kampvogne i at køre i land.

Dansk vandrelaug er mere end vandreture – se vores vandreferier her

Fiskerbyer og sækkepiber

Undervejs passerer ruten flere små fiskerbyer, der byder på hyggelige gamle huse langs hovedgaden, High Street. Efter en god omgang fish & chips og en pint på en pub fanger ørerne lyden af sækkepiber. Jeg er ankommet den dag, hvor flere grupper af sækkepibespillere fra nær og fjern deltager i den lokale byfest og vandrer op og ned ad High Street for fuld musik.

Turens sidste etape går forbi den gamle vandmølle Preston Mill fra 1600-tallet – et idyllisk sted med et lille museum. Få kilometer før Dunbar går man ind i John Muir Country Park, et beskyttet naturområde med et rigt fugleliv.

Ankomsten til Dunbar er utroligt smuk med kysten, havet og rødbrune klipper, der rejser sig stejlt fra bølgerne. Det er en charmerende lille by, der udover en livlig havn kan byde på en slotsruin, hvor Muir klatrede rundt som dreng – en befæstning med flotte kig over by og hav, lyden af mågerne, duften af havet og udsigt over Nordsøen.

Målet er nået

I Dunbar er vandringen slut, og et besøg i John Muirs fødehjem, der i dag er indrettet til et museum om ham, er en god afslutning på min tur. Her kan man lære om Muir og læse nogle af hans citater: ”Thousands of tired, nerve-shaken, over-civilised people are beginning to find out that going to the mountains is going home; that wildness is a necessity” – det er måske endnu mere relevant i dag, end dengang han skrev det i 1901!

Af Dorthe Bendtsen

FAKTA


John Muir

John Muir blev født d. 21. april 1838 i Skotland, som 10-årig udvandrede han til USA med sin familie. Her blev han kendt som ”the father of national parks”. og han døde i 1914 i Californien. I både Californien og Skotland markeres hans fødselsdag hvert år med John Muir Day, og John Muir Way åbnede i 2014 på 100-året for hans død.

Muir var fra barnsben en ivrig vandrer og elskede naturen, og han blev berømt i USA som den pioner, der stod bag etableringen af nationalparker som Yosemite og Sequoia.

Han var bjergbestiger, botaniker, amatørgeolog og en flittig skribent, der har 12 bøger og mere end 300 artikler bag sig. Hans portræt har prydet både mønter og frimærker, og han har lagt navn til bl.a. Mount Muir, Muir Glacier, John Muir Highway og mineralet muirit.

John Muir Way

Langs ruten, der både er vandre- og cykelsti, er der sjældent langt til offentlig transport med tog og bus. På de fleste etaper er der små byer, hvor man kan købe ind eller finde en pub eller café – men det er altid godt at have forsyninger med selv. Det er også en god idé at have booket overnatning på forhånd, især i august, hvor der er pres på turismen i Edinburgh og omegn. Jeg mødte dog ikke mange andre vandrere undervejs, så jeg havde ruten næsten for mig selv.

Fra hjemmesiden johnmuirway.org kan man downloade etapekort, og der er informationer om de steder, man passerer, oversigter over overnatningsmuligheder osv.

Jeg vil anbefale at supplere med guidebogen ”John Muir Way. A Scottish coast-to-coast route” fra Rucksack Readers, som jeg købte på turistkontoret i Edinburgh; fås også som e-bog via Rucsacs.com. Den har bedre kort, rutebeskrivelser og overblik over, hvor der er steder at spise eller købe ind.

I USA findes John Muir Trail, der ikke må forveksles med John Muir Way – den er på 340 km og skulle være temmelig krævende, men har man fået Muir i blodet, kan det måske være et bud på næste vandretur: Johnmuirtrail.org