En vandring gennem flere tusind år på Nordals

Søndag 23. februar inviterer turleder Christine Riis på en 11 kilometer lang vandring i Ærskov Tunneldal på Nordals.

Ærskov tunneldal

Udsigt over tunneldalen en dag først i marts.

Rundturen afspejler udviklingen i Danmark gennem flere tusind år fra stenalderen over bondesamfundet til industrialiseringen. Tunneldalen grænser op til en af landets største virksomheder, Danfoss. Mellem fabrikken og Havnbjerg Strand er et stort feriecenter på vej.

Selve Ærskov Tunneldal med den øjeformede slugt Lønsøje er dog fredet som et værdifuldt botanisk område, og lokale kræfter arbejder på at bevare den oprindelige natur, så dalen ikke springer i krat og skov.

Dalen har fået sit navn fra træsorten Ær, der er et andet ord for Løn eller Ahorn. På Als, Ærø og Sydfyn har Ahorn vokset vildt i hundredevis af år. I resten af landet blev Ahorn indført som parktræ i 1760’erne, hvorefter det spredte sig til den vilde natur.

Mødested: P-pladsen, Havnbjerg Mølle, Tingstedvej 8, 6430 Nordborg, klokken 10.00.

Tilslutning: Sankt Marie Kirke, Kirke Alle 6, 6400 Sønderborg, klokken 9.20.

Se turoversigten.

Turen er mærket som forholdsvis let: Grøn -4/11.

Kriterierne for mærkningen af vandreture.

I sektionen om “ture på egen hånd” er vandreturen kortlagt og beskrevet. Udgangspunktet for denne tur er Havnbjerg Strand.