Sund aldring med ufo som drivkraft

Ufoer, er da noget, som svæver rundt oppe i luften, eller? Når det kommer til hjernen, opfatter hjerneforsker Ellen Garde ufoer som noget helt andet og meget mere jordnært.

Når hjernen skal trænes, opererer hun gerne med et begreb, som hedder ufo-piloter. UFO står for Uforudsigelighed, Fællesskab og Oplevelser.

– UFO står for Uforudsigelighed, Fællesskab og Oplevelser, forklarer Ellen Garde, der er læge og hjerneforsker ved Enhed for Medicinsk Psykologi og Center for Sund Aldring på Københavns Universitet.

De tre ord er alfa og omega, når dåbsattesten er blevet ældre, og du gerne vil styrke både fysikken og de små grå celler.

Hold hjernen ung

 – Vi ved jo alle sammen, at motion er vigtig og god for hele kroppen, men når hjertet slår hurtigere, kommer der også mere blod og næring til hjernen, og det er med til at holde den frisk og ung, siger hun og uddyber:

– Der er bare forskel på, om den motion bliver foretaget på et løbebånd i et træningscenter, eller om du snører traveskoene og bevæger dig ud i naturen sammen med en flok venner.

Hun forklarer, at når du går ude i naturen sammen med andre, falder du ofte i snak med din sidekammerat, måske får I en rask diskussion om politik, eller I bliver nysgerrige på en blomst i skovbunden eller en kvidrende fugl i et træ.

Alle forhold, der giver sanseindtryk til hjernen og samtidig trækker på fx hukommelsen, træner hjernens netværk, som dermed bliver hurtigere og mere præcist. Og når vi vandrer, bruges musklerne, så hjertet banker hurtigere. Så det er netop, når vi både udfordrer hjernen og får hjertet til at slå hurtigere, at hjernen høster de største frugter af at blive brugt.

Ellen Garde, læge & hjerneforsker ved Enhed for Medicinsk Psykologi og Center for Sund Aldring på Københavns Universitet

Begejstret for Vandrelaug

Af samme årsag er hun begejstret for det, Dansk Vandrelaug står for: Motion, fællesskab og uforudsigelige oplevelser i naturen.

– Dansk Vandrelaug er de helt perfekte UFO-piloter, fordi det, I gør, er det bedste, vi kan gøre for krop og hjerne, når vi bliver ældre, slår hun fast.

Når du dyrker motion i sociale sammenhænge, er der nogen, der venter på dig, som måske undrer sig, hvis du ikke dukker op, og det kan støtte motivationen.

– En UFO-pilot er også en omsorgspilot, som bekymrer sig om, hvorfor du ikke dukker op. Det kan både være motiverende og en ekstra sikkerhedsfølelse, når man er blevet ældre og måske bor alene, men også når man skal færdes i naturen, påpeger hun.

Millioner til pilotprojekt

Center for Sund Aldring har netop modtaget millioner fra Nordea-Fonden til at iværksætte et pilotprojekt, ”Hold hjernen frisk”, der skal sørge for, at al den viden, eksperterne har fra forskning, bliver bredt ud i hverdagen hos dem, det gælder – seniorborgerne.

– Vi bliver ældre og ældre, og samtidig ser vi desværre en stigende tendens til demens. Men vi kan alle være med til at gøre en indsats for at undgå demens, og det handler ikke mindst om motion, siger Ellen Garde, der er med i det toårige projekt.

Projektet iværksættes i samarbejde mellem DGI, Center for Sund Aldring og bibliotekerne og vil skabe tre forskellige typer aktiviteter, som indeholder både fysiske, mentale og sociale elementer.

Den ene af aktiviteterne, SMART-Training, er allerede under udvikling, mens de to andre, Naturtræning for seniorer og Kulturen i bevægelse – bevægelse i kulturen, skal udvikles i starten af projektperioden.

Målet er, at 750 seniorer over de næste to år skal deltage i aktiviteterne, som vil finde sted fem forskellige steder i landet.

Husk mændene

– En af vores udfordringer i forhold til at lære seniorer nye vaner er faktisk at få fat i mændene. Kvinderne er som regel gode til at finde sammen i nye sammenhænge og acceptere nye rutiner, ligesom de generelt er bedre til at holde netværket i gang og ikke går så nøje op i, om arrangementer er for kvinder alene eller for begge køn. Mænd derimod kan have lidt andre idéer om samvær, og det må vi respektere, siger Ellen Garde.

Derfor ser hun en mulighed i, at der skabes motionshold kun for mænd, så de oplever et fællesskab baseret på deres ønsker, og at der er noget målrettet for dem.

Af Charlotte Nygaard


Fakta

Center for Sund Aldring er en tværfaglig forskningsenhed, som har hjemme på Københavns Universitet og er støttet af Nordea-Fonden. Forskningscentret definerer sit interesseområde som: ”Aldring og aldringsprocesser fra celle til samfund”.

Hold Hjernen Frisk

I 2050 vil antallet af ældre over 80 år være tredoblet. Vi får altså flere aktive år efter pensionen.

Forskning viser, at fysisk aktivitet, mental stimulering og socialt samvær er vigtige elementer for at holde hjernen frisk og demensen fra døren.

Derfor har Nordea-Fonden bundet 6,2 millioner kroner i et toårigt pilotprojekt ”Hold Hjernen Frisk”, som projektpartnerne DGI, Slots- og Kulturstyrelsen og Center for Sund Aldring på Københavns Universitet står for.

Projektet vil omfatte 750 seniorer rundt om i landet, og i projektet indgår bl.a. en kort lettilgængelig bog og en rygsæk med aktiviteter i lokalområdet samt øvelser, du kan udføre hjemme.

DVL bidrager til projektet

Den 16/5-17 deltog Arne Rindom fra DVL’s styrelse i en workshop i projektet ”Hold Hjernen Frisk” på Københavns Universitet. På to timer blev deltagerne introduceret til det nye projekt, der i høj grad målretter sig mod den aldersgruppe, vi har i DVL.

Foruden projektets tre parter deltog repræsentanter for Ældresagen, Danske Seniorer, Faglige Seniorer, Tænketanken Fremtidens Biblioteker og Dansk Vandrelaug. I fællesskab blev der produceret ideer og input til det nye projekt. Alle de repræsenterede organisationer takkede ja til invitationen om at blive medspillere i projektet.

For DVL åbner aftalen gode muligheder for at give vores erfaringer med vandring videre samtidig med, at vi kan hente masser af inspiration til vores eget arbejde. Et netværk med spændende perspektiver er under udvikling.

Har du et par sko?

Dansk Vandrelaug har i mange år vidst, at fælles udfoldelser i naturen gør godt for både krop og sjæl. Det kan man jo mærke, hver gang man er afsted på tur – og ikke mindst i timerne og dagene bagefter.

Foreningens udfordring ligger i at få mange flere mennesker, som ikke er vant til at vandre, til at slutte sig til os og dele vores oplevelser. For det er jo i virkeligheden ikke så svært.

”Har du et par sko? Så gå med Dansk Vandrelaug ud i naturen og ind i et bedre liv” opfordrer vi i Dansk Vandrelaug på vores facebook-side. For man behøver jo ikke starte sine vandringer på islandske lavasten eller bjergsider i Pyrenæerne – det handler jo bare om at møde op på en p-plads på rette tid og sted, og så kan eventyret begynde.

Husk at minde dine ikke-vandrende venner om det, når de tøver med at tage imod en invitation: Det handler altså bare om at have et par sko, du føler dig godt tilpas i. Så skal Dansk Vandrelaugs dygtige turledere nok tage dig ved hånden, så du er sikker på både at se mere af naturen og få et bedre liv.