Tag med på dagtur med DVL
Næsten hver eneste dag tager Dansk Vandrelaugs turledere en gruppe med ud på eventyr et eller andet sted i landet. Vil du med?
Med omkring 2.500 veltilrettelagte vandreture hvert eneste år er der skønne vandretilbud stort set hver eneste dag. Her kan du se vores natur fra en ny side, imens du bliver guidet i godt selskab:
Over halvdelen af turene er på 10 km eller derunder. De er dermed lige til at gå til, hvis du blot hanker op i en lille rygsæk og fylder den med væske, lidt snacks, en solhat og regntøj.
Det går som en leg, hvis fodtøjet er godt gået til!
Der er også masser af vandreture på mellem 11-19 km. Men vil du udfordres lidt mere, indsnævrer mulighederne sig en smule, til gengæld bliver oplevelserne så meget desto større.
Du er velkommen til at gå med som gæst på nogle af vores ture. Det koster blot 30 kr. at prøve, om DVL’s samtaler i bevægelse er noget for dig. (Maraton-deltagelse koster mere).
Mødestedet fremgår af den enkelte tur, når du klikker dig ind til turdetaljerne. Enkelte vandreture kræver forhåndstilmelding – det vil fremgå tydeligt, hvis det er tilfældet. For det meste møder du blot op og går med på turen.
Melder du dig ind, får du samtidig adgang til en lang række flotte rabataftaler fx til landets bedste friluftsbutikker!
Vil du vide mere om at vandre med DVL, kan du læse mere her, men Heidi fra Aarhus Afd. siger det ganske fint:
– Ren forkælelse!!! Møder op med rygsæk og madpakke – og får den smukke danske natur foræret med tryg guidning af turledere. Du møder som du er – kan være social eller bare nyde at gå og suge naturen ind.
– Altid positive mennesker omkring der deler begejstringen for naturen. Lærer nye områder og noget af deres historie og er altid naturlig træt og godt tilpas efter en DVL-traver.