Topmødet på Ejer Bavnehøj

DVL's vandreprojekt På toppen – med Dansk Vandrelaug fik en formidabel start med topmødet ved Ejer Bavnehøj den 19. januar. Omkring 250 vandrere mødte topmotiveret frem til den officielle åbning i et pragtfuldt vejr.

På toppen med DVL

Dansk Vandrelaug afholdt d. 19. januar det første topmøde i topform på Ejer Bavnehøj.

Omkring 250 deltagere var mødt op i det fine vejr for at deltage i den officielle åbning af På toppen – med Dansk Vandrelaug.

Arrangementet startede med et par vandreture arrangeret af DVL Horsens, mens landsforeningen efterfølgende stod for selve indvielsen af projektet. Her holdt Skanderborgs borgmester, Frands Fischer, sammen med Lene Rydal Jørgensen fra Nordea-fonden og Dansk Vandrelaugs landsformand Steen Kobberø-Hansen de officielle taler.

Let at komme i gang

Frands Fischer havde til lejligheden iklædt sig vandrestøvler i stedet for de hvide sneakers, han ellers er kendt for at altid at bære.

– Vi er stolte af at lægge jord til indvielsen af denne store række af dejlige vandreture. Vi har mange andre spændende naturområder i Skanderborg kommune, som I er velkomne til at opleve efter denne tur. Vandring har jo den fordel, at man ikke behøver – som mænd i min alder ofte vælger – at investere i dyrt udstyr i lycra og kulfiber. Men kan bare kaste sig ud i det, sagde borgmesteren og citerede filosoffen Søren Kirkegaards gyldne vandreord:

“Jeg har gået mig mange af mine bedste tanker til, og jeg har aldrig oplevet tanker så tunge, at man ikke kan gå sig fra dem.”

Tag kolleger, venner og børnebørn med ud

Lene Rydal Jørgensen, Nordea-fonden, glædede sig over synet af en masse røde kinder og over, at så mange mennesker var kommet til Ejer Bavnehøj for at opleve naturen sammen. Hun spurgte, hvor mange af deltagerne på dagens første vandretur, der havde talt med en person, de ikke kendte i forvejen – og langt størstedelen af vandrerne rakte en arm i vejret.

– Nordea-fonden støtter “Det gode Liv”. Vi tror på, at det er noget, vi skaber i fællesskab, når vi er sammen ude i naturen. Jeg ser frem til, at mange ligesom jer bliver inspireret til at gå med på turene i På Toppen – med Dansk Vandrelaug. Og jeg håber at I vil fortælle om projektet og invitere andre med ud i landskabet: Jeres kolleger, jeres venner og meget gerne jeres børnebørn, sagde hun.

Sammen går vi bedst

Også landsformand Steen Kobberø-Hansen opfordrede deltagerne til at dele deres oplevelser med så mange som muligt.

– Vi går bedst, når vi er sammen, og det er vandrere som jer, der skal hjælpe os med at få flere med. På Toppen – med Dansk Vandrelaug handler om at få de natur-uvante med ud i naturen. Og lov os, at I også tager de små med ud at vandre – og vi vil se dem uden iPad, lød opfordringen.

Efter talerne var der varm suppe og kaffe, inden der var en afslutningstur til Møllehøj og Møgelhøj.

Af Carsten Johansen


Se TV2 Østjyllands indslag om Topmødet.



Projektet er støttet af

Emner