Vil du med ud at fejre Vandrernes Dag på lørdag?

Alt godt kommer til den, som vandrer. Er du nysgerrig efter, hvad det kan betyde for dig, er Vandrernes Dag på lørdag, den 23. september, en oplagt mulighed for at prøve det sunde koncept af på egne fødder.

Vandring i Trehøje i Mols Bjerge. Godt for krop og sind. Foto: Helle Mortensen

Vi går på marker, stier og veje - langs hav, fjorde og søer, og vi har godt humør med i rygsækken. Foto: Helle Mortensen

Vi fejrer den årlige Vandrernes Dag den 23. september. Med omkring 50 gratis ture fordelt i hele landet er der masser af muligheder for at komme helt tæt på vores dejlige natur og få godt selskab med i købet.

Sund motion og godt humør i naturen, det får du også, når Dansk Vandrelaugs erfarne turledere fører dig sikkert rundt i landskabet. De har gået turen før og holder passende pauser undervejs, hvor du får lidt at vide om det, I passerer. De søger også for at tempoet passer til alle.

Vi er som regel mange med på turene, så du kan altid finde en, du snakker godt med. Din mad og drikke sørger du selv for. Tag blot et kig på vejrudsigten, inden du tager hjemmefra, så tøjet kan modstå vind og vejr.

Overblikskort over Vandrernes Dag-ture

Smittende og godt selskab

Alt godt kommer til den, som vandrer. Sådan lyder et gammelt ordsprog, når det forklædes i fornuftigt tøj og solidt fodtøj. Det er nemlig sundt at vandre for både legeme og sjæl.

Mangler du inspiration til at komme ud at gå, så er Vandrernes Dag en oplagt mulighed – her får du masser af godt selskab med på turen, og så er det ingen sag at gå en tur.

– Det er spændende at komme ud og opleve nye steder. Det sociale fællesskab med højt humør er rart, siger Bente Michelsen, som udnytter DVL’s store udbud til at tage på dagture i hele landet. 

Turene på Vandrernes Dag varierer i længde, men flertallet er omkring 10 km. Vores erfarne turledere tilpasser tempoet, så alle nyder turen.

Se alle Vandrernes Dag-turene på kortet

Eller kig på regionsoversigterne her:

Vandrernes Dag i Hovedstaden
Vandrernes Dag i Sjælland
Vandrernes Dag i Syddanmark
Vandrernes Dag i Midtjylland
Vandrernes Dag i Nordjylland

Vandrernes Dag 2023

Af Camilla Dam