Brede Å Øststien og retur
Vi vandrer langs Brede Å fra Løgumkloster mod Bredebro. Her følger vi Brede Å Øststien der er en ren naturoplevelse med synet af Brede Å der slynger sig på venstre hånd i ådalen. Retur fra Bredebro følger vi delvis rester af Klosterbanens forløb, der stadig kan spores i ådalens omkringliggende landskab, selv efter dens nedlæggelse i 1936.
Trolden Markus Knuskrammer i Sparekasseskoven, foto: Peter Steg
Trolden i Sparekasseskoven er skabt af den verdenskendte danske kunstner Thomas Dambo, som er kendt for sine imponerende kæmpetrolde bygget af genbrugstræ og naturmaterialer. Markus Knuskrammer blev indviet den 12. juni 2026, og er trold nummer 178 i rækken af Dambos trolde verden over.

Brede ådal ved Løgumkloster, foto: Peter Steg
Det primære vandløb i Brede Å-systemet er 48 km langt inklusive å-løbene Lobæk og Fiskbæk, heraf ca. 21 km, hvor den hedder Brede Å. Åen er dannet ved sammenløb af flere, mindre vandløb og har udløb i Vadehavet gennem Ballum Sluse.
Åen blev udrettet i årene 1954-1960 af hensyn til landbrugets mulighed for bedre at udnytte de frodige områder nær åen. I løbet af 1990’erne blev åen genoprettet ad flere omgange, og var således Danmarks største genslyngningsprojekt frem til 1999, hvor Skjern Å-projektet påbegyndtes.
Turen er gratis for medlemmer. Som Ikke-medlem kan du gå gratis med på en tur, inden du melder dig ind i Dansk Vandrelaug. Du får første halvår til halv pris = 147,50 kr. (Normalpris 295 kr.).