Den lange fødselsdagstur – DVL 95 år – gennem det centrale Gribskov

DVL Nordsjælland fejrer DVLs fødselsdag også med en lang tur startende i Kagerup, hvor vi går op til Gantekrogssø og ned til Store Gribsø via Multebjerg - masser af markante interessepunkter undervejs (Rød / 5-6 / 17)

Denne tur opsøger med omhu en lang række specielle mindesmærker og markante geografiske punkter i det centrale Gribskov, i flæng kan nævnes skovens højeste punkt, Multebjerg, mindestenen for Søren Kierkegaard midt i parforce landskabet, Skallerød Smørsten, Morsestenen, Kulsvierstenen, Flyverstenen, Hvidekilde, Trustrupstenen og Skovarbejderstenen… – og slet ikke i lige den rækkefølge

Til sidst mødes vi så med alle deltagerne fra de andre af dagens Gribskov ture fra København, Nordsjælland og Gentofte-Lyngby afdelinger til fødselsdagsfejring – DVL 95 år – ved Store Gribsø med kaffe – som du selv medbringer – og kage, som DVL står for.

Dansk Vandrelaug blev stiftet den 18. maj 1930 ved lille Gribsø, hvor der blev etableret en varde, der er vokset ved hver fødselsdag. Imidlertid har et fiskeørnepar slået sig ned ved varden og området er afspærret i yngletiden. Derfor er fødselsdagen nu flyttet til Store Gribsø.

Når sammenkomsten er slut går mindst den ene af turlederne de 2 km til Kagerup – alle er velkomne til at gå med

Tur start: Lokalbanen 960R fra Hillerød 09:25 er på Kagerup St. 09:33 og toget fra Helsinge 09:27 er ligeledes på Kagerup 09:33. Vi venter på begge tog. Kontroller selv rejseplanen – der kan være ændringer. Hvis du kommer med S-tog til Hillerød, så vær opmærksom på, at der på en del af strækningen kun er togbus – altså længere rejsetid.

Turen er gratis for medlemmer af Dansk Vandrelaug. Ikke-medlemmer kan gå gratis med på én tur. Ønsker du at gå med på flere ture, er du velkommen til at melde dig ind i Dansk Vandrelaug eller købe et dagspas på 60 kr. pr tur. Dagspas købes på Mobilepay nr. 19460 (Klik på nummeret – det åbner MobilePay). Vis kvitteringen til turleder. (Betalingen er bindende).

Type: Vandring Plus

Mødested på kort

Indlæser…