E6 Fjernvandrevej – en etape på Gendarmstien fra lystbådehavn til lystbådehavn
E6 kan i 2025 fejre 50 år som fjernvandrerute. Vi deltager i European Hiking Federation’s fejring med endnu en Gendarmsti-etape. Vi går fra Sønderborg lystbådehavn til Høruphav lystbådehavn, en etape hvor vi går solen i møde med start kl. 6:00 i retning øst. Vi passerer arv fra verdenskrigene, går gennem Sønderskoven og naturområdet Trillen.

Gendarmstien
Vandreruten E6 er 5.900 km og passerer igennem Sverige, Danmark, Tyskland, Tjekkiet, Østrig, Slovenien til Grækenland. I Sønderjylland følger E6 den del af Gendarmstien, som går fra Kruså til Høruphav og fra Høruphav til Fynshav. Læs mere om fejringen af E6.
Turen er gratis for medlemmer af Dansk Vandrelaug. Ikke-medlemmer kan gå gratis med på én tur. Ønsker du at gå med på flere ture, er du velkommen til at melde dig ind i Dansk Vandrelaug eller købe et dagspas på 60 kr. pr tur. Dagspas købes på Mobilepay nr. 19460 (Klik på nummeret – det åbner MobilePay). Vis kvitteringen til turleder. (Betalingen er bindende).