Nørreskoven og Skyttehushaven ved Vejle

Først en tur rundt i Nørreskoven hvor Pytsøerne, Helligkilden og Gorillaparken passeres. Dernæst besøg i Skyttehushaven, som for nylig har været under en gennemgribende renovering. Kaffen nydes i den smukke park med udsigt til Vejle By og Fjord.

Tilmelding til turen på hjemmesiden

Kulturhistoriske spor, som vi kommer forbi:

I Nørreskoven er der ved Store Pytsø et gammelt bøgetræ, Soldaterbøgen. I træets bark er omridset af en østrigsk soldat sammen med årstallet 1864. Dette stemmer fint overens med, at tyske tropper og deres allierede indtog Vejle i marts 1864.

Et andet historisk mindesmærke, er Helligkilden, som langt op i 1700-tallet blev besøgt af syge mennesker på Valborgsdag, 1. maj og Sankthansdag. I 1905 blev kilden istandsat, men den er sidenhen udtørret.

Gorilla Park, Vejle, som vi passerer:

Gorilla Park blev stiftet i 2010 i Svendborg. Siden er forlystelsesparken i Nørreskoven åbnet i 2013. Gorilla Park, Vejle er en klatrepark med 7 individuelle forhindringsbaner. Gorilla Park Vejles letteste bane er kun 1,5 meter over jorden, med nemme og sjove forhindringer, og herefter stiger sværhedsgraden proportionalt med banenumrene, for at slutte af med den meget udfordrende Alpha bane.

Skyttehushaven:

På Nordsiden af Vejle Fjord, med Nørreskoven som nærmeste nabo og med kun få kilometer til Vejle centrum, ligger en park med en helt særlig betydning for vejlenserne. Skyttehushaven har gennem generationer været vejlensernes fælles have og samlingssted til familiesammenkomster, picnic, koncerter, Sankt Hans og meget mere.

Vejles populære have blev geninviet i maj 2019 i en helt ny form. Skyttehushaven har i halvandet år været under en gennemgribende forvandling med respekt for havens historie og sjæl. Udover otte nye grønne rum er der også etableret nye stiforløb, en ny scene, en nyrenoveret voliere og pavillon, og en fjordstrand ind mod byen.

Stenmolen ud i vandet er også blevet renoveret. Her kan man gå en tur, ligesom kanoer og kajakker har mulighed for at lægge til.

På havens scene afholdes der sommeren igennem koncerter m.v., ligesom Skyttehushaven danner rammen om festlighederne på Grundlovsdag og til Sankt Hans. Skyttelaugene afholder også stadig skydearrangementer i haven.

Skyttehushavens Historie:

Der blev offentlig adgang til Skyttehushaven i 1914, da Vejle Kommune købte haven. Inden den til var det Vejle Skyttelaug, der holdt til i haven. Skyttelauget anlagde i 1859 en skydebane og opførte samme år havens første bygning. Siden kom en dansepavillon til i 1868, og i 1881 blev der bygget en musikpavillon.

Klik her for at se om der er ledige pladser eller venteliste

Mødested på kort

Indlæser…