Pilgrimstur fra Gram over Skt. Thøgers til Fole på Camino Frøs Herred

En pilgrimstur sætter tanken fri. Bliv ført gennem ådalens stilhed, hør ruinens fortælling, mærk aftægtens gru under dig og lyt til skovens stemmer. Synk ind i dit indre univers.

Foto: Gram Å før træerne får blade.

At vandre sætter tankerne fri. Det er så forunderligt og viseligt indrettet, at når man vandrer, så får hjernen og kroppen ny energi. Ens tanker bliver ført ad uventede og ukendte stier og veje, og de åbner for nye horisonter, både udadtil, hvor man går, og indadtil i tankernes landskab. Både den indre og ydre verden åbner sig, når man vandrer. Åbner sig for natur, kultur og det åndelige.

Camino Frøs Herred er en ny Vandrerute på i alt ca. 110 km. Den bølger sig rundt i det gamle Frøs Herred, som består af 9 sogne og 10 kirker. Ruten byder på mange spændende oplevelser på højderyggen mellem Kongeåen og Gram Å, og den grænser op til den gamle kongegrænse fra 1864 og til 1920, som var en brydningstid for området. Ruten består af 11 etaper og DVL Sønderjylland starter med de to etaper 8 og 9 som er en vandretur. I løbet af efteråret 2021 gennemføres de øvrige 9 etaper.

Camino Frøs Herred 8. etape går fra Gram Slot til Skt. Thøgers Kirketomt

Vi følger stien mod Gravhøjene forbi urnegravene, går ud gennem lågen og ud af byen. Ved Gravhøjene holder vi en kort kaffepause ved bord-bænkesættet.

Turen går ud til Nybølgård, som tidligere tilhørte Gram Gods og man har et smukt udsyn over Gram Å. Lige inden Skt. Thøger kommer man forbi en hjemmelavet Genforeningssten.

9. etape går fra Skt. Thøgers kirketomt til Fole kirke

Fra Skt. Thøger følger vi lokalruten mod Enderup Skov. Man kommer forbi en udtørret Helligkilde hvor der nu er opsat en rød vandpost, dog uden vand.

Vi går videre mod Aftægten, som bestemt er denne afstikker værd. Her hører vi anekdoten om stedet med den fantastiske udsigt. Vi følger afmærkningen gennem hegnet og videre langs markstien. Herfra går vi i bunden af Brogård Plantage og kommer ud til en rasteplads hvor der er frokost.

Turen går videre ad Årupvej mod Årup Hede – også et smukt syn her i foråret. Vi fortsætter ind over Årup Hede langs Gram Å.

Ved dambruget går vi med Fole Skolespor langs Gram Å forbi Nybølgård. Når man kommer til en smæklåge er det ganske rigtigt at gå ind ad den og ind i hestefolden. Efter et stykke tid langs åen kommer vi til den skønneste raste- og shelterplads. Her nyder vi kaffen, mens chaufførerne bliver kørt tilbage til Gram Slot.

Praktisk info: Vi parkerer ved Gram Slots Cafe. En 2 – 4 biler bliver kørt til Fole. De skal efter turen køre chaufførerne tilbage og hente bilerne. Man kan også vælge at gå tilbage, der er ca 6 km af landevejen.

 

Mødested på kort

Indlæser…