Samarbejdstur med DN Fredericia i Erritsø Mose.

Snyd ikke dig selv for at deltage i denne spændende tur som er et samarbejde mellem DN Fredericia ( Danmarks Naturfredningsforening) og DVL Trekantområdet. Vi skal rundt i Erritsø Mose og høre om et genopretningsprojekt af Erritsø Mose samt etablering af natursti. I forlængelse af dette laver vi en vandretur på ca 7 km i skoven omkring mosen.
Blå/4-5/8


DN ( Danmarks Naturfredningsforening) Fredericia ved formand Jens Aamand og DVL Trekantområdet ved turleder Sanne Petersen har planlagt en tur til Erritsø Mose og Enge, hvor Jens vil fortælle om Genopretning af naturen i Erritsø Mose samt etablering af Natursti.
Naturstien har til hensigt at skabe mere tilgængelig natur samt flere oplevelser i det grønne.
Jens, der er biolog, har arbejdet med naturpleje og naturgenopretning gennem mere end 25 år, og er derfor den helt rette til at fortælle om projektet.

Vi kommer til at gå en tur på 7 – 8 km i mose, eng og skov, hvorfor det er en god ide` at tage fornuftigt fodtøj på, da der kan være vådt nogle steder. Vi går i flot og varieret natur, hvor græssende kvæg er at se – i øvrigt Jens` kvæg.
Stierne veksler mellem let fremkommelige til lidt mere ujævne, et par bakker støder vi på, men ikke noget, der skal afholde dig fra at deltage.
Vi skal se "Isfuglen", der er udarbejdet af den lokale trækunstner Marianne Ladegaard, der har bidraget med adskillige træskulpturer rundt i Fredericias skove samt på Fredericia Havn.

Det er en stor glæde for begge foreninger , at vi sammen kan lave denne tur, og vi håber, at der vil være god tilslutning fra begge foreninger .

Gratis for medlemmer. Ikke-medlemmer kan gå gratis med på én tur og så melde sig ind i Dansk Vandrelaug her (kontingent 295 kr. pr. halvår) eller købe et dagspas til 60 kr. pr. tur på Mobilepay nr. 19460 – skriv afdelingsnavn i beskedfeltet. Vis kvitteringen til turleder. Refunderes ikke.

Type: Vandring Plus

Mødested på kort

Indlæser…