Shelterovernatning og vandretur ved Fussingø TILMELDING
Kom med på en hyggelig og tryg shelterovernatning i gode fysiske rammer.
Stedet er Shelterplads Damagre Fussingø , en smukt beliggende shelterplads, som ligger omkranset af skov og hede.
Indlagt er en kortere aftentur hvis ønsket er der, samt en dejlig vandretur i Læsten Bakker søndag.
Sværhed: Rød/4-5/8
For medlemmer af DVL med tilmelding.
Der er mulighed for at være med på en dejlig vandring i samme område fra kl. 10.00 til 15.00 samme dag, se særskilt opslag.
Efter denne tur ledet af Aage Nicolaisen, kører vi direkte over til shelterpladsen.
Shelterpladsen ligger på Vasevej 19. Parkeringsmulighed ved Vasevej lidt mod nordvest (ca. 100 meter).
Vi går i samlet flok op til shelterpladsen. Når vi har fået kogt vand til kaffe på vores trangia, spiser vi kage og hviler os efter dagens vandretur. Når vi har samlet kræfter igen, indtager vi shelterpladsen, pakker ud, og gør sovepladserne klar. Om aftenen får vi gang i bål og tilberedning af mad. Efter maden, hygge og opvask, indfinder tusmørket sig efterhånden, og så tager vi måske ud på en lille aftentur hvis viljen er der.
Det står en frit for om man vil ligge i shelter eller i eget telt. Pladsen er udstyret med 4 fine nye shelters, har 3 bålpladser med grillriste, samt et pænt nyt skur med muldtoilet, og selvfølgelig er der også en vandpost på pladsen.
Næste morgen vågner lejren kl. 7. Så har vi god tid til at få vores morgenmad, lave madpakker og pakke lejren ned. Vi skal være klar til søndagens vandretur kl.10.
Pris for mad og drikke er 100 kr. Der er måske nogen der vil bidrage med enten at bage eller tilberede noget mad på forhånd. De får refunderet de 100 kr.
Der kan eventuelt laves boller til morgenmaden og madpakkerne. Der kan laves en bradepandekage til kaffen lørdag eftermiddag- og aften. Der kan eventuelt laves en kartoffelsalat, og der kan laves en god salat, måske en dessert…. Forslag/tilmelding til madlavning, samt betaling, sker til turleder Birgitte Persson (sms 27645535) som står for planlægning og indkøb.
Huskeliste: Toiletsager. Liggeunderlag og sovepose. Eventuelt telt. Flad- og dyb tallerken samt kop, termoflaske, bestik, viskestykke og håndklæde/sæbe. En foldemadras fra Jysk er også god. Har du en guitar synger vi med glæde med.
Turen søndag starter fra shelterpladsen. Herfra går vi opad Vasevej, hvor vi på et tidspunkt drejer ind i ådalen henover Skovfogedengen og ender ved foden af Læsten Bakker. Herfra går turen op på Kragbjerg Høj (58 m). Herefter følger vi en række nye stier, som Naturstyrelsen er i gang med at etablere. Vi satser på at de bliver færdige ellers kan vi følge sporene efter køerne.
Efter Kragbjerg Høj går vi øverst på skrænten med udsigt til Læsten Kirke og ned over hele dalen. Ved enden af skrænten går vi ned i terrænet og møder stien op igennem dalen. Vi går igennem et par låger og ender ude på Rosenbakken-vejen. Vi krydser den og følger et spor ind i terrænet og fortsætter med en række forskellige stier lidt op og ned i terrænet. Noget senere går vi over fiskedammene og videre til Tuemosen inden vi følger kanten af Skovfogedengen tilbage til shelterpladsen.
Turen er gratis for medlemmer. Som Ikke-medlem kan du gå gratis med på en tur, inden du melder dig ind i Dansk Vandrelaug. Du får første halvår til halv pris = 147,50 kr. (Normalpris 295 kr.).