Tematur – Karen Blixen, Rungstedlund og Hørsholms lyksaligheder – TILMELDING

En tur på en “nylavet” Kultursti gennem Rungstedlund, Folehaven, Arboretet, Slotsparken, Kirkegården m.m. Mange fortællinger undervejs! Sværhedsgrad: Blå/4/17.

Dansk Vandrelaug har i samarbejde med Karen Blixen Museet etableret en 17 km lang vandrerute i Hørsholm. Ruten er blevet detaljeret opmålt og beskrevet, og der arbejdes på at certificere ruten som en Kvalitetssti – mere præcist som Kultursti. Temaet er Karen Blixen, Rungstedlund og Hørsholms lyksaligheder: Arboretet, Slotsparken og Kirkegården. 

Turen starter ved Karen Blixens hjem, Rungstedlund, går gennem Folehaven med Tommy og Tannes sten (Pagten i ungdommen) og Dr. Linstows grav. Videre forbi Arboretet, gennem Slotsparken og Kirkegården med Dinesens familiegravsted, tilbage til Rungstedlund med Karen Blixens grav og afslutning ved Museet.

Der vil undervejs blive fortalt om Karen Blixens liv og forfatterskab, om overforstmester Linstows virke, om den lokale flora og fauna, Arboretet, Hørsholm Slot og om enkelte gravsteder på kirkegården.

Museet og caféen kan besøges efter endt vandring (dog for egen regning).

Museet ligger 1,5 km fra Rungsted Kyst Station; bus 388 holder på Rungsted Strandvej; parkering kan foretages på hjørnet ved Rungstedvej og Rungsted Strandvej eller på Rungsted Havn. Parkeringspladsen ved museet er forbeholdt museets besøgende. 

Begrænset antal deltagere. Tilmelding til Eva Humlegaard: eva.humlegaard@gmail.com.

Mødested på kort

Indlæser…