Vild Mad fra heden – hedelyng og vilde bær på Fladså Hede

En sanketur efter Vild Mad. Vandretur på den naturskønne Fladså Hede, for at sanke naturens vilde mad, inden vi mennesker helt får ødelagt heden. Vi plukker hedelyng, vilde bær og urter.

Gulerodskage med drys af hedelyng

Mine olde- og bedsteforældre var alle knyttet til heden, fortæller Erling. Nogle var fattige hedebønder og andre havde været med til at opdyrke den, det var i Dalgas tid og ånd.

Jeg kom kun få gange på heden som barn, bl a. ved min oldemor på heden ved Brande, men husker oplevelsen af heden, som noget ganske særligt. Heden var Vild Natur. Den var stor og farlig. Her levede hugormen og tatere. Her plukkede vi sortbær (Revling). Tyttebær og blåbær hvis vi var heldige. Om foråret blomstrede kæruld og i august hedelyngen. De mere undseelige arter som Liden Fugleklo kendte vi ikke, ikke fordi de var sjældne, men små. Blomsten måler kun ca 2 mm på den lange led.

Senere fascinerede heden mig. Som ung cyklede jeg til Randbøl Hede for at fotografere Urfuglen. Jeg så den aldrig, hørte den kun en enkelt gang.

Urfuglen er for længst uddød i Danmark. Hedelyngen er oftest erstattet af græsser. Træer og buske invaderer hederne. Menneskeskabt kvælstof ødelægger faunaen på heden. Hedesøerne bliver sure. Kærulden forsvinder.

Er der noget, der peger i retning af, at tilbagegangen af hedens natur vil ændre sig i fremtiden?

Mine børnebørn vil få færre muligheder, for herlige oplevelser på hederne, end jeg har haft.

Denne sanketur efter Vild Mad går til Fladså Hede (eller Årup Hede), et fredet og meget smukt område, der er beliggende mellem Fladså og Gels Å. På hedesletten, der ligger ud til den sydlige bred af Ribe Å, der på denne strækning kaldes Fladså, er der store indlandsklitter med bevoksning hovedsageligt af hedelyng, klokkelyng og revling. Vi vandrer rundt i dette naturskønne område ad trampestier der ofte ligger tæt op ad de stejle åbrinker eller snor sig ind mellem klitterne og ustandselig åbner nye flotte udsyn sig.

Vi vil sanke hedelyng, hvor unge blomsterskud og blomster kan bruges til garniture, te, snaps/bitter. Derudover prøver vi, om vi kan finde tyttebær, sortbær samt hvad vi ellers støder på af hedens urter. Hvis det stadig er muligt at finde vilde bær, urter mm på heden, må denne fredere hede være et oplagt sted at prøve?

Medtag gerne en kniv, lille saks, evt en bærplukker. Derudover også glas, netposer el. lign. til opbevaring af bær og urter.

Vi forventer at turen max. vil blive på 12 km alt efter hvad og hvor vi kan finde bær mm. , men det er et fantastisk skønt område som vi vil nyde undervejs. Vi finder et passende sted hvor vi kan nyde kaffen, smage lidt smagsprøver, beundre resultatet og udveksle ideer, opskrifter mm. Du får udleveret opskrifter som kan bruges efterfølgende derhjemme.

Sværhedsgrad: Blå/4-5/12. Læs mere om sværhedsgrad her.

Mødested på kort

Indlæser…