Velkommen til et nyt år sammen med DVL
Jeg håber, du har haft en rigtig god jul sammen med familie og gode venner. Men nu er det tid til at lægge alle julegodterne bag dig og komme godt i gang med det nye år.
I 2022 vil vi fokusere på det fællesskab, vi har sammen i Dansk Vandrelaug. Fællesskabet fungerer fint på turene, hvor vi møder alle vandrevennerne. Det fungerer også rigtig godt ”bag tæppet”, hvor mange hundrede frivillige i afdelingerne arbejder for at give dig nogle gode vandreoplevelser.
Udover afdelingerne er grundpillen i DVL’s organisation de forskellige udvalg og arbejdsgrupper. De sørger for, at vores forening er velfungerende. Det kommer vi nærmere ind på i et par af artiklerne i årets første VandreLiv.
Medlemskab giver fællesskab. Det oplever vi gang på gang, når vi vandrer derude. Men har du husket at bruge os? Er du en af dem, der har svært med at komme ud til mødestedet? Kom! Mærk fællesskabet sammen med os. Langt de fleste steder har vi ture, som passer til dig. Både i weekenden og på hverdage, korte og lange ture samt i varierende sværhedsgrad.
Det er vinter, og den sæson har også masser at byde på. Så på med lag på lag, fyld termokanden med noget varmt og kom med udenfor. Det er faktisk rigtig dejligt at få det fysiske og mentale boost, vi har brug for i den mørke tid.
Kig forbi dvl.dk/fællesskab og mærk fællesskabet.
Godt nytår til dig og dine. Vi ses på tur.
Mange hilsner
Steen