En vandretur på 88 Tempel Route på Shikoku i Japan

To medlemmer fra DVL Viborg tog på 150 km vandretur på den gamle japanske pigrimsrute Shikoku 88 og besøgte 10 templer ud af de 88, som findes. Læs deres rejseberetning her.

Vi gik ca. 150 km på den gamle pigrimsrute ”88 tempel” på Shikoku og besøgte 10 templer ud af de 88, som findes. Pilgrimsruten løber hele vejen rundt om øen Shikoku, og er i sin fulde længde ca. 1200 km.
Den tog form i det 8. århundrede, og i dag er der 88 buddhistiske templer på ruten, der relaterer sig til munken Kobo Daishi, der blev født på Shikoku og levede i årene 774-835. Han betragtes som en national helt i hele Japan og har haft stor indflydelse på Japans kulturelle udvikling inden for blandt andet poesi, kalligrafi og billedkunst. Kobo Daishi grundlagde den gren af Buddhismen, der kaldes Shingon, og der findes utallige legender om hans bedrifter, hvoraf mange er knyttet til de forskellige templer, der udgør Shikoku 88 pilgrimsruten. 

Vi startede hjemmefra den 1. november og mødtes med vore rejsefæller i Billund, hvorfra vi fløj til Amsterdam og videre herfra til Osaka, hvortil vi ankom den 2. november kl. 9.30. Rejsen fortsatte med henholdsvis tog og bus til Tokushima, hvor vi blev indkvarteret på vores første hotel i dobbeltværelser med ganske almindelige senge.
Vi var nu klar til at snøre støvlerne, og vandre ud og udforske Shikokus natur.

1. vandredag

Vi kørte med tog for at komme ud og besøge vores første tempel, hvor vi blev introduceret for de ritualer der forventes man udfører.
Først bukker man for hovedporten. Bagefter vasker man hænder og mund ved den naturlig kilde, der løber ned i et stort firkantet kar med en masse små langskaftede øser.
Togturen er en oplevelse for sig. Man køber billet og stiller sig i kø for at få billetten stemplet, hvorefter man passer godt på den, og når man skal af, går man i en pæn række og afleverer billetten til togføreren, der er steget af toget for at modtage billetterne.
Vores vandretur var på ca. 15 km, og vi besøgte 3 forskellige templer, inden vi var fremme ved det Ryokan i Kamojima, hvor vi skulle overnatte.
Et Ryokan er en form for bed and breakfast. Sengene er en madras på gulvet,  og der var en kimono, som det forventedes, vi havde på til middagen.
Efter vandreturen blev vi introduceret for Onsen; noget der skulle vise sig at blive meget populært, og nok skal have æren for, at vi ikke fik ømme benmuskler.
Onsen er badet.  Man står ikke op og bruser sig på Shikoku; nej vi blev anvist en meget lav skammel, hvor vi skulle sidde og sæbe os meget grundigt ind, helst flere gange. Efter at have skyllet vores trætte kroppe grundigt, var der et bassin med meget varmt vand, hvori vi kunne nedsænke vores luksuslegemer, gennemdrøfte dagens oplevelser, tage et iskoldt brus og så en tur mere i det vidunderlige varme vand.

2. vandredag

I dag stod den på bjergvandring. Vi skulle vi besøge tempel 11 og 12. Strækningen op til tempel 12 Shosan-ji regnes for en af de hårdeste etaper på turen.
Det viste sig også at være en hård tur, men også den første, hvor det virkelig gik op. Stigninger synes jeg nu der var en del flere af på turen; men pyt vejret var godt og humøret højt, alle klarede turen i fin stil.

Belønningen var  smukke udsigter, som det ses på billedet.

På turen op mødte vi tydelige spor fra vildsvin, der heldigvis er natdyr, så vi mødte ingen.
Vi skulle i dag besøge 2 templer (nr. 11 og 12), og vores logi var ved tempel 12.
Aftensmaden blev serveret i et smukt rum, og der var dækket op på gulvet (det er ret hårdt at sidde på gulvet og spise, samtidig med man kæmper med et par spisepinde).
Menuen stod på fisk, ris, suppe og grønsager, der blev serveret på bakker til hver enkelt person. Maden smagte fantastisk.
Overnatningen foregik igen på futonmåtter på gulvet. Man skal lige vænne sig til det hårde leje, men det er rimeligt ok.  Japanerne er gæstfrie mennesker og vil deres gæster det bedste, så det var muligt at få en ekstra måtte, hvis man synes det blev for hårdt.
Det kan være en fordel at have lidt fedt  på sidebenene til at beskytte knoglerne.

3. vandredag

Dagen bød på ca. 16 km vandring, der er delt op i to.
Først gik vi ned gennem skoven med et smukt udsyn over dalen og med træer og buske, der så småt var ved at få efterårets farver.
Da vi var kommet ned, skulle vi selvfølgelig op igen!
Vi gik igennem en lille landsby, hvorefter vi gik igennem regnskov på smalle bjergstier, der var fint anlagt med natursten på vej op til et smukt vandfald.

4. vandredag

Vi skulle ud til tempel 20 og 21, så vi stod tidligt op, fordi vi skulle med offentlig bus x 2 inden vandringen begyndte.
Dagens rute indeholdt mange stigninger i et smukt terræn, så der kvitteredes med mange smukke udsigter for vores møje.
Dagen sluttede af med en fantastisk nedstigning med svævebane.
I svævebanen mødte vi dette par rigtige pilgrimme

5. vandredag

Vi skulle gå ca. 14 km gennem både bambusskov, nåleskov og åbne vidder med vilde blomster ned til Tempel 22, hvor vi skulle spise og sove.
Den første del gik op gennem en skov ad en ujævn bjergsti, hvor skråningerne er stenede og bevokset med tynde træer. Det er her Kobo Daishi sidder og tænker med ansigtet vendt ud mod havet.
Som det ses på billedet, skulle mændene og vores guide lige op og hilse på Kobo Daishi.

Det var også dagen hvor mændene udfordrede sig selv med en efter sigende lidt vanskelig nedstigning. Kvinderne tog en noget mere komfortabel asfaltvej og kunne nyde udsigten fuglene og lyden af piblende vand hele vejen ned.

( Kobo Dashi er en munk, der er født på Shikoku, nationalhelt som nævnt i indledningen).

6. vandredag

Sjette dag stod den på 23 km vandring ud til Stillehavet.
Vi fik at vide, at vi på denne strækning skulle tage os i agt for slanger, så der blev klappet, snakket og trampet lidt ekstra. Vi mødte mest en slange, der kan sammenlignes med den danske snog.
Men nogle så et par giftslanger forsvinde ind i et stendige (Pyha, ikke min kop te).
Japanerne bruger skilte der er til at forstå

Vi gik igennem landsbrugsarealer på små stier og gennem små landsbyer.
Japanerne er kendt for deres gæstfrihed; det oplevede vi, da vi kom igennem en af de små byer, hvor en dame kom ud af sit hus med en bakke med en kop grøn te til hver af os.

7. vandredag

Efter morgenmaden tog vi offentlig transportmiddel med skift et par gange, inden vi nåede ud til vores startsted ved Stillehavet.

Vi gik langs en Geo-park med udsigt som denne, der giver en fornemmelse af, hvordan havet arbejder.

Vi startede med en tur i Deep Sea Therapi; et badehus med vandmassage.
Stillehavet, det åbne hav, de små havne og byen gjorde denne vandretur helt anderledes end de foregående dages bjergvandring.
Det var også dagen, hvor det regnede i ca. en time. Det var den regn vi fik på alle 12 dage.
Ved havet blev vi mindet om den konstante trussel, som befolkningen lever med: ”Tsunami”. Der er mærker på lygtepælene, der viser hvor højt vandet står, hvis der er advarsel om f.eks 9 meter, og med jævne mellemrum kom vi forbi høje stålkonstruktioner, der er beregnet til at flygte op i, hvis der kom advarsel om en tsunami.

8. og 9. dag

Denne morgen deltog vi før morgenmaden i en morgenceremoni i templet, og munken fortalte lidt om historien.

Kærlighedsbroen

Templerne ligger jo altid på toppen af bjergene, så vi gik vi ned for foden af bjerget, hvor vi skulle med bus og siden med tog for at komme til Kochi, hvor vi besøgte Tempel 31. Vi spiste frokost i en botaniske have med den smukkeste udsigt over byen og havet.
Vandringen fortsatte mod vores hotel, forbi kærlighedsbroen, og nogle benyttede muligheden for at besøge en japansk samuraiborg fra 1600-tallet.

Dagen efter gik turen med bus fra Øen Shikoku til Osaka, og vandreturen var slut.

Sidste dag

Vandringerne var slut, og den sidste dag var vi turister i Kyoto.
Kyoto er en japansk by, som ligger på øen Honshu. Byen, der har 1.472.027 indbyggere, har tidligere været landets kejserlige hovedstad i mere end 1.000 år.
Vi var blandt andet ude at se guldtemplet, som er et Zen-buddhistisk tempel i Kyoto. Det er en af de mest populære bygninger i Japan og tiltrækker et stort antal besøgende årligt.
Guldtemplet
Farvel Japan.
Hilsen Ove Pedersen og Birthe Ambrosius