Vandreferie med udfordringer ved Grossglockner i Østrig

Der var udfordringer for de 12 deltagere på vandreferien i Østrig. Alle gennemførte i det store og hele de beskrevne ture i fin form og højt humør. Vores vandreture lå typisk i højdeintervallet 1600 – 2700 m højde.

Foto: Michael Rasmussen

Tekst og billeder: Michael Rasmussen.
Grossglockner er Østrigs højeste bjerg på 3797 m. Grossglockner ligger i et område med ikke mindre end 40 bjergtinder på over 3000 m. Så der var nok af muligheder for udfordrende bjergvandring. Vores vandreture lå typisk i højdeintervallet 1600 – 2700 m højde.
Grossglockner gletsjeren afvandes via floden Møll i Mølltall. I Mølltall ligger en af Østrigs kendteste bjergbyer – Heiligenblut (1288 m). Vores ferielogi Ferienhof Oberer Gollmitzer (1610 m) var et hyggeligt typisk alpehus, et par km højere oppe i Mølltall. Der var fra huset en fremragende udsigt til Grossglockner massivet. Vi indtog vores aftensmad i restauranten Hohe Wand 100 m fra vores Ferienhof, og det var god mad.
Vi var 12 deltagere på vandreferien: Alle gennemførte i det store og hele de beskrevne ture i fin form og højt humør.
Turene var på fremragende vis ledet og planlagt af Aage Nicolaisen.
Logistikken på turen blev på ligeledes fremragende vis ledet af Ove Hessellund Pedersen.
Søndag (9 km 400 højdemeter)
Vi gik fra Ferienhof Oberer Gollmitzer (1610 m) til Gipper Kappelle (1624 m). Vejret var ustadigt. På engene ved Gipperalm var der orkideer. Vi passerede over en lidt usikker bro og så et fint vandfald. Herefter gik vi gennem skov til Sattelalm (1606 m) og videre til Briccius-kappelle (1629 m).
Ved Briccius-kappelle (1629 m) blev, ifølge legenden, den danske væring Briccius dræbt i 914 ved et lavineskred, da han forsøgte at krydse Alperne. Han medbragte en ampul med Jesu Kristi blod, som siges at skulle have flydt fra et portræt af den korsfæstede i Sophia-kirken i Konstantinopel . Der voksede tre aks frem af sneen, og man opdagede derefter liget af væringen og blodampullen, som siden er blevet opbevaret i kirken i Heiligenblut.
På hjemturen regnede det uafbrudt. Vi fik en forfriskning og ly for regnvejret i Sattelalm. Vi så nogle sjove sortglinsende salamandre på turen gennem skoven. Det var alpesalamandere, som aldrig
kommer i vandet. De plejer at være fremme om natten, men kan træffes om dagen i forbindelse med heftige regnskyl. Altså et levende bevis på kraftig regn.
Mandag (10 km, 700 højdemeter)
Vi kørte i bil de få kilometer fra Ferienhof Oberer Gollmitzer til Franz-Josephs Høhe (2370 m). Herfra er der et forrygende kig op mod Grossglockner og bjergets gletsjer Pasterze. På de græsklædte skråninger ned mod gletsjerdalen, så vi de første murmeldyr.  Vi tog med en sjov gammel tandhjulsbane ned mod gletsjeren ca. 300 m. Der var under turen markeringer af, hvor gletsjeren fra 1940 var gået til. Nede i gletsjerdalen vandrede vi lang gletsjersøen mod iskanten af gletsjeren. Der var også her markering af, hvor gletsjeren havde gået til de senere år. Fremme ved iskanten var der en kraftig smeltevandstrøm, der ledte vand fra gletsjeren til søen. Gletsjerkanten var generelt mørk og snavset at se på. Det skyldtes nedfaldet grus og sten, men enkelte steder kunne man se flotte blå nuancer i isen. Vi vendte om og gik tilbage ad samme vej. Efter ca. 1 km oplevede vi en buldren og bragene fra bjergsiden. Sten og klippestykker styrtede ned fra bjergsiden, men blev heldigvis opfanget af en gesims på bjergsiden. Vi var ellers tæt på. Turen fortsatte langs gletsjerdalen ad Glecherweg med søer og mange store sten og klipper. Oven for den opdæmmede Stausee Margaritze (2036 m) passerede vi et kraftigt vandfald, hvor vi vandrede på kanten på løse sten, dog med et slapt tov mellem os og faldet. Herefter vandrede vi ad de to store dæmninger langs Stausee Margaritze. Derefter stejlt op til Glocknerhaus (2132 m), hvor vi fik varm kakao. Nogle af os drog stejlt op til Franz-Josephs Høhe (2370 m) for at hente bilerne.
Tirsdag (17 km 1100 højdemeter)
Vi kørte i bil de få kilometer fra Ferienhof Oberer Gollmitzer til Glocknerhaus (2132 m). Vejret var meget fint med strålende solskin og således en forrygende udsigt til Grossglockner og bjergets gletsjer Pasterze samt den opdæmmede Stausee Margaritze (2036 m). Vi vandrede ned til søen videre langs dæmningerne til foden af Obere Stockerscharte (2501 m).  I starten var opstigningen nogenlunde moderat, men den sidste del nærmede sig klatring. Alle kom til toppen i god behold og vi fortsatte ad en såkaldt galleristi, som løber langs bjergsiden nogenlunde plant til Salmhutte (2644 m). Omkring Obere Stockerscharte så vi flere edelweiss. Den findes over trægrænsen i de alpine områder og er rimelig sjælden. Den betragtes som et istidslevn, og er Østrigs nationalblomst. På denne strækning så vi også mange ensian med deres smukke blå farve. Østrigerne laver snaps af Ensian.
Pause i bjergene

Dette var i øvrigt et område med mange murmeldyr (alpemurmeldyr), som holdt til ved deres huler på de græsklædte skråninger. Murmeldyret er en jordlevende, gravende gnaver, der udgør en karakteristisk slægt af egernfamilien (Sciuridae). Murmeldyret kan blive 30-60 cm lang, og veje op til 7 kg. Murmeldyret lever af en mængde forskellige grønne plantedele. De samler ikke forråd til vinterdvalen, men bliver meget fede om efteråret, så de har noget at tære på, mens de sover vintersøvn fra september til marts.Vel ankommet til Salmhutte var vi nogle der fik æblekage og kakao. Andre fortsatte turen op mod Grossglockner til ca. 3000 m. Det var stedvist vandring på sne. Vi vandrede tilbage til udgangspunktet Glocknerhaus (2132 m) ad samme vej.

Onsdag (Sightseeing-dag)

Vi kørte de 40 km fra Ferienhof Oberer Gollmitzer til Lienz. Lienz har 12.000 indbyggere og er den største by i Osttirol. Det er en hyggelig og solrig by. I Lienz så vi Aguntum, som er fine romerske ruiner med et godt museum. Vi spiste frokost på torvet i Lienz og var på lidt indkøb. Herefter så vi middelalderborgen Bruck med malerier af den alsidige maler Albin Egger-Lienz.

Torsdag (20 km 1000 højdemeter)
Vi vandrede fra Ferienhof Oberer Gollmitzer (1610 m) til mellemstation Rossbach (1750 m) på svævebanen mellem Heilingenblut (1288m) og Scareck (2604 m). Vi tog banen op til Scareck (2604 m), hvorfra man skulle kunne se ikke mindre en 40 bjergtinder på over 3000 m. Desværre var vejret ikke med os, det var en smule diset. Vi vandrede en fantastisk rundtur oppe i dette stenrige højland. Først på en smal kam med lange stejle skrænter til begge sider. Derefter et mere jævnt klippeområde med mange dybe eroderede huller. Vi fulgte derefter toppen af den flere hundrede meter lodrette Weissenbachwande. Da vi nåede Weissenbachscharte (2644 m) gik ruten brat nedad, først på klippe senere over forholdsvis små flager af kalkskifer, glimmerskifer m.m. Vi skulle nu til fods tilbage til vores udgangspunkt Ferienhof Oberer Gollmitzer 1000 m længere nede. Vi fulgte først et vandløb, hvor vi indimellem havde problemer med at fastholde stien, vi skulle følge.  Så passerede vi store engområder med mange ensian. Derefter gik vi op næsten til Scareck (2604 m). Da det atter gik nedad, passerede vi et skiområde med pukkelpiste. Desuden var der også her meget tamme murmeldyr, samt flotte områder med engblomme. Vi vandrede ned igennem skibakker, sæterområder og skov. Vådt græs er meget glat at gå nedad på, skulle jeg hilse at sige. Vi nåede dog alle ned i god behold og højt humør til mellemstation Rossbach (1750 m). Herfra gik det ikke helt smertefrit med at nå hjem, men det lykkedes til sidst via en mindre omvej.
Fredag (10 km 500 højdemeter)
Vi kørte ned til Pockhorn den anden landsby syd for Heilingenblut. Vi gik ned til byens minikirke – Sankt Martin, som har det for egnen karakteristiske høje slanke tårn. Vi gik mod syd langs floden Møll, som jo kommer oppe fra gletsjer Pasterze, til Rojach, hvor vi gik op ad bjerget gennem byen og videre mod nord til bjergbyen Fleiss. Vi så mange af de karakteristiske alpehuse med blomster på balkonerne, hvoraf mange er af ældre dato. Enkelte er såkaldte bauernhaus med kvæg og lader til hø. I Fleiss er der et fint gammelt kapel. Vi gik fra Fleiss ned til Heilingenblut og derefter langs floden, indtil vi tog en sidste afstikker op ad Pockhorner Wand, hvor vi passerede en delvis ufremkommelig slugt. Derefter tilbage til bilen.
*
Tak til alle deltagere for en dejlig og uforglemmelig ferieoplevelse!