Vandrestier på La Gomera
Erik Jensen ferierer hvert år på den kanariske ø la Gomera, og fortæller her om sine oplevelser med mærkningen af vandrestierne på øen.
På la Gomera findes der flere forskellige slags mærkede vandrestier. De lange, der hver især vil tage flere dage at gå igennem, er mærket med røde skilte og røde og hvide streger undervejs. I Spanien (la Gomera hører under Spanien) kaldes de lange stier GR (Senderos de Gran Recorrida).
Der er også kortere mere lokale ruter. De er mærket med gule skilte og hvide og gule streger. Det er dog mit indtryk, at man er ved at forny stierne (og skiltene), og er gået over til en mærkning med grønne skilte og med grønne og hvide streger undervejs. Stierne er nummererede, og der er udgivet et udmærket oversigtskort over de med grønt mærkede stier. Numrene på kortet gør det let at finde en sti, der passer en, for der er også en oversigt, der viser længde, sværhedsgrad, højdemeter mm. Disse stier findes både som rundture og som A til B ture.
Så er der også de stier, der bare er der, fordi der er brug for dem, og som ikke er mærket på nogen måde, men opstår, fordi der et lokalt behov.
På la Gomera er der 2 lange ruter: GR 131 og GR 132.
GR 131 starter fra havnebyen San Sebastian og går ind over øen til Playa de Vallehermso. Herfra fortsætter den til naboøenøen La Palma, MEN da der ikke er en rigtig havn og derfor ingen bådforbindelse fra Vallehermso, er det så som så med at fortsætte her. Den er en del af fjernvandrevej E7. GR 131 er på la Gomera 44 km lang med ca. 2020 højdemeter.
GR 132 Starter også i San Sebastian. Den følger i det store og hele kysten øen rundt. Den er 133 km lang og højdemeterne er ca. 6.550 m!
GR- vandrestierne er mærket med røde skilte, der viser vej til de nærmeste byer på ruten, og afstanden til disse.
I folderen har turen mellem San Sebastian og Playa Santiago nr. 27. Den er angivet til 20,7 km, tager 7 timer 45 min. går 1037 m ned og 1052 m op, og den er rød!
GR-stierne er lette at følge ude i landskabet, man skal bare følge de hvide og røde streger (ca. 5 cm. lange).
Mærkerne kan være malede på klipperne, husmure eller andet fast.
På GR- stierne er der også angivelser for hver kilometer. Disse ”kilometersten” er her lavet af træ. Træ har på disse kanter en meget længere holdbarhed end i Danmark.
Der er også tænkt på sikkerheden for vandrerne:
Hvis stien svinger til højre eller venstre er det også vist:
< Stien svinger kort efter til venstre
Stien svinger kort efter til højre >
Skulle du alligevel gå forkert, vil du møde dette mærke:
*
En ganske fin ting er, at der er sat tydelige markeringer op, hvor GR stierne starter. Her er alle oplysninger: kort over hele turen, dagsturens længde, højdekurver hvordan du kommer ud ad byen, billeder fra turen m.m.
Efter en dagsetape er der igen vist, hvor næste etape starter. Her er et billede af infoskiltet i Play Santiago:
Hvis der er flere stier, der krydses, er det også godt skiltet. Her kan man se, at fra GR 132 er der en lokal sti, der går til Imada, og at den også har forbindelse til GR 131. Men bemærk skiltet er gult, og altså skiltet efter den gamle afmærkning:
Lidt senere møder man på fortovet dette mærke. Skal du ud ad GR 132, er du gået forkert. Skal du til Imada (gul/hvid), skal du dreje til venstre:
Når du er ude i landskabet med flere timer fra nærmeste bilvej, kan skiltene godt blive lidt mere primitive. Men de er dog på plads.
De korte stier.
Som det sås på billedet før fra Play Santiago, hvor to stier krydser hinanden, går den ene sti til Imada. Den er her vist med gult og har nr. 15. Men det er som nævnt efter den gamle mærkning. Sti nr. 15 efter den nye mærkning (grøn) ligger et helt andet sted.
Hvis vi tager til Imada og ser på skiltet, der står der, hvor turen slutter, er den vist som en tur mærket med grønt, og den har nr. 20. Men den mærkede grønne tur nr.20 er en rundtur, der vender tilbage til Imada. At turen til Play Santiago også starter her, kan dog ses på skiltet, men at det er en tur, der har et andet forløb fremgår ikke tydeligt. Det er lidt uheldigt, at stien ikke er mærket ens i begge ender.
Hvis man følger sti nr. 20, kommer man op til byen Targa. Det er en ret stejl tur op (stiger omkring 800 m), men udsigten er flot.
< Stien op til Targa kan lige anes på bjergsiden til højre.
Endelig oppe! Landevejen fra Play Santiago til San Sebastian kan ses på den anden side af dalen, hvor den går ind i bjerget >
Lokale stier
Stier, der starter med hvide skilte, er lokale stier. Her er kun startstedet vist, undervejs er der ingen mærkning
Med hensyn til stier (og vejret) er la Gomera det ideelle sted at vandre. Der er en mangfoldighed af stier, og der er ret gode muligheder for at benytte de offentlige transportmuligheder (både busser og båd). Slår de ikke til, er det til at betale sig fra at tage en taxa. Man skal dog være meget opmærksom på, at stierne kan være mærket på forskellig måde, og at nogen for nylig kan være ændret til ny mærkning.