Svenne er ny formand i Viborg afdeling

Viborg afdeling har fået ny formand. En formand, der "går ind i folk med træsko på".

Jette og Svenne på deres første DVL-tur i april 2017. Her i front sammen med Birthe i Uhrehøj Plantage, Himmerland.

Han hedder Svend Erik Hansen, men bliver ikke kaldt andet end Svenne ude i verden. I løbet af de sidste 5 år er Svenne  –  og Jette som han er gift med på 33. år  –  blevet kendt i DVL-afdelinger rundt i det ganske land, da de har deltaget i ture i stort set alle DVL’s afdelinger.

Kommer vidt omkring

De tager nemlig i stor stil rundt i landet og deltager i andre afdelingers vandreture, gerne flere ture på samme weekend og deltager også i mange weekendture og vandreferier. Og da de begge er typer, der “går ind i folk med træsko på”, er der mange, som enterhånden kender Jette og Svenne.

Ledelseserfaring

Nu er Svenne altså blevet ny formand i Viborg afdeling og er ikke uden ledelseserfaring. Han er 62 år gammel og er fortsat på arbejdsmarkedet; er leder af en afdeling på 50 mand i Vestas, hvor han har været ansat i 11 år efter 36 år i møbelindustrien.
Han kom i afdelingens bestyrelse for 2 år siden og har bidraget med mange gode idéer siden da. Og samme år blev han valgt som suppleant til Styrelsen i DVL.

Svenne om Svenne:

I vandrelauget er jeg turleder light – jeg er jo stadigvæk på arbejdsmarkedet, og vil gerne færdes i naturen.

Svenne i sit es: Med vandrestøvler, shorts, rygsæk og bøllehat. Her på weekendtur i Gribskov, Nordsjælland 2019.

Da Svenne bliver bedt om nogle stikord om sig selv, får vi følgende:

“Jette og jeg tager rundt i næsten alle afdelinger i Danmark for at vandre, også gerne flere ture samme weekend. Vi tager også på længere vandreture/ferier og weekendture i Sverige og Tyskland. Færøerne er også i planen inden for de næste par år.
Jeg spiller lidt badminton om vinteren, og går lidt på jagt, mest for de små historier og det sociale, der er i et jagtkonsortium. Jer er med på Det Gule Rev en gang om året for at pilke torsk (er dog ikke søstærk). Jeg kan godt lide at lave god mad og servere det for gæsterne.
Jeg har boet i Kjellerup siden 1989, men kommer oprindelig fra Ølgod. Jeg er far til 3 børn på 43, 36 og 31 år og har 3 børnebørn.
I vandrelauget er jeg turleder light – jeg er jo stadigvæk på arbejdsmarkedet, og vil gerne færdes i naturen”.

Visioner

Har du nogle visioner som formand?
“Jeg vil gerne fortsætte den positive ånd der er i Viborg afdeling og i bestyrelsen. At bestyrelsen fungerer homogent, og at der er en åben dialog.
Så vil jeg møde medlemmerne i øjenhøjde, og i øvrigt sørge for, at vi gør det vi siger.
På sigt er planen også at stille op til Styrelsen i DVL, for at få lidt jysk islæt med Styrelsen “.

Svenne (forrest) på balancestenene ved Ravnkilde i Rold Skov.
Kræver det mon også balancekunst at være afdelingsformand?