Godt nytår!
2023 står for døren. Kendte såvel som nye tiltag præger det kommende år.
Så skriver vi 2023 og et nyt vandreår! Mange ting er ved det gamle og i det store hele fortsætter “konceptet” for vandreture også herefter:
Vi tilstræber at lave (mindst) en tur hver weekend
– Torsdagsture hver anden torsdag. Ture af begrænset længde og i roligt tempo.
– Dagture i weekender. Vi tilstræber at lave (mindst) en tur hver weekend; men nogle gange kan det bare ikke lykkes. Man skal huske på, at vandreturene arrangeres af frivillige turledere; så hvor mange ture, der bliver og hvornår, afhænger helt af turledernes muligheder. Vi har desværre været – og er stadig – ramt af sygdom eller skader hos nogle af vores mest aktive turledere. Det sætter sine spor i udbuddet af ture. Og en enkelt har forladt foreningen helt.
– Weekendtur. Den går i år til Fanø i weekenden 18.-20. august. De sidste detaljer falder på plads i løbet af januar og der bliver eksklusiv forhåndstilmelding for medlemmer af Viborg afdeling fra 1. marts.
Læs mere her.
*
2 måneders programlægning fortsætter. I 2022 overgik vi fra at lave halvårs-planer til 2 måneders planlægning. Det har givet en mere fleksibel planlægning og gjort det lettere at overskue for turlederne. Det betød også farvel til den trykte halvårsfolder. Den er blevet afløst af muligheden for at udskrive et turopslag med 2 måneders ture, samt af vores GoCards, der kan fås hos bestyrelsesmedlemmer i afdelingen. Kortet indeholder en QR-kode, der leder dig direkte til afdelingens turoversigt.
Særligt i 2023
Historiske Vandringer. I 2023 hedder temaoverskriften “Historiske Vandringer”. Det betyder at turlederne på en del af turene vil lægge særlig vægt på at passere historiske steder og komme med nogle gode fortællinger fra stedets historie. Nogle vil måske sige, at “det gør de da altid”, og det er da også rigtigt. Men det vil alligevel få et særligt fokus i 2023. Disse ture vil blive mærket med en særlig etiket på hjemmesiden, og ved at klikke på den, vil planlagte historiske vandringer over hele landet dukke op.
90 års jubilæum. DVL fejrer 90 års jubilæum i 2023. Det vil blive fejret med dels et vandre-arrangement og en middag lørdag d. 10. juni. Flere detaljer vil komme snart.
Generalforsamling. Den årlige generalforsamling afholdes tirsdag d. 21. marts. Indkaldelse findes her. I år skal vi sige tak for lang og tro tjeneste til Aase, som har valgt at takke af som kasserer efter 8 år på posten.
På vegne af bestyrelsen for Dansk Vandrelaug Viborg ønskes et Godt Nytår til alle vores medlemmer og venner.
Vagn Olsen