Christian Lauritzen har plukket lidt i vores fotolærer Jan Valeurs kompendium for at finde fem gode tips til amatørfotografen.
Brug øjnene – se billedet
Billedet skal ikke være et overflødighedshorn af indhold: Keep it simple! Så ”ryd op” i billedet, før du trykker på udløseren – gå f.eks. tættere på motivet eller vælg en lidt anden synsvinkel.
Enkelhed i motivet – og også i farverne
Find et motiv med farver, som spiller fint sammen. Prøv at vænne dig til at ”se” farvemulighederne i motivet. Gå ned i knæ, så den blå himmel bliver en større flade, der spiller sammen med de andre farver.
Vi har løbende kurser i fototeknik – tjek listen over medlemskurser her
Personer i billedet
En tommelfingerregel er, at du skal have øjenkontakt med mindst en af personerne i motivet, og øjnene helst skal være i billedets øverste tredjedel. Personen bør se ind mod midten af billedet, ikke ud mod kanten. Undgå at fotografere mennesker bagfra.
Skab dybde i billedet
Husk, at forgrund, mellemgrund og baggrund skaber dybde. Det færdige billede er todimensionalt, men du får den tredje dimension med, hvis du i et landskabsbillede har en person, et træ eller kanten af et hus med i forgrunden eller mellemgrunden.
Komposition
I ethvert billede bør der være en lodret linje, en vandret linje og en diagonal. Forestil dig billedfladen opdelt i ni felter. Øjet søger efter noget i skæringspunkterne for felternes linjer: Læg horisonten 1/3 fra bunden eller toppen af billedet og placer det, der skal tiltrække sig opmærksomhed, 1/3 fra en af siderne. Har du en skrå linje i motivet, skal den ligge tæt på en af diagonalerne.